Søndagens prædiken

apr 28, 2019

1 påske 28 april 2019

1 påske 280419

408, 247, 248 – 293, 299, 721.

Johannes 20, 19-31.

Som nogle vil vide, så har jeg et ret tæt forhold til skikkelsen ’den vantro Thomas’, som han kaldes, idet jeg har skrevet en hel bog til ham. Nu er udtrykket ’vantro’ rimeligt nedladende eller nedsættende, og det synes jeg egentlig er synd for ham, men som person er han alligevel sindbilledet på det, man må kalde ’tvivl’ og ’skepsis’, og det er jo i sig selv ærligt nok. For det menneske, der ikke kender til tvivlens nådegave, er mig for firkantet i hovedet.

At der er en discipel, der tvivler på Jesu fysiske opstandelse, er både ligefremt og ærligt. Også i Det ny Testamente i øvrigt møder denne efter-påske-opstandelsesforkyndelse modstand, for al sund fornuft – også for det antikke menneske – må afvise påstanden som absurd. For er man død, er man død. Siden hen har påstanden avlet lige så megen modstand, for den sunde fornuft følger nu engang menneskeslægten som troens korrektiv, og de gamle har altså ikke været dummere eller mere godtroende, end vi er. Men dette sidste er lidt en moderne misforståelse, for med oplysningstiden mente det europæiske menneske, at det var kommet længere frem på det oplystes bane, hvilket faktisk kun er rigtigt i teknisk forstand. Menneskets følelsesliv, sanseliv og forstandsmæssige udrustning har såmænd ikke ændret sig, siden vi kom ned fra træerne, men verden har været udtrykt og forstået på meget forskellig vis – det er rigtigt.

Så påstanden om opstandelsen har været lige så forrykt dengang, som den er det i dag, men så kan man jo dreje spørgsmålet og spørge: Hvordan kan det være, at hele den kristne civilisation og historie – og den er omfattende – grundlæggende hviler på en forrykt påstand. For det gør den jo så. Fordi den er en udfordring i sig selv. Man kan også bruge den bibelske formulering: ’Underfuldt er det for øjne’, og hvis man oversætter den til almindelig dansk, så lyder det sådan her: ’Hvad sker der?’ – og ingen kan rigtig svare. Der er heldigvis fænomener, der unddrager sig forklaringer, årsag-virkningssætningen og den sunde, men også lidt kedelige fornuft. Verden er ganske enkelt uberegnelig. Og den er ubegribelig. Eller med Paulus: ’Vi erkender stykkevis og endnu ikke fuldt ud’.

Nu går opstandelsen for at være en kristen specialitet, hvad den sådan set også er, men religionshistorisk er det næppe nogen ukendt forestilling. For mennesket vil gerne leve og ikke dø. Derfor har forestillinger om en anden tilstand efter døden altid været fuldstændig almindelige, men selvfølgelig brogede og forskellige og ofte været det, man kan kalde projektioner, hvor længsel og drøm lægger sine fangarme ud i den anden verden – og dén har i hele den lange religiøse tradition været behersket af guderne, af guden, eller af det guddommelige, forstået som neutrum. Mennesket vil altid danne sig billeder netop af de muligheder eller ikke-muligheder, der måtte være. En sådan anden-eksistens kan ikke sættes til afstemning, da man ikke kan stemme sig til eksistens. Den vil altid være troens afgørelse, og faktisk har troen både en personlig udgave og en kollektiv udgave, kollektiv, fordi civilisationen er gennemsyret af religiøse påstande og forventninger. Og vi bør vel alle på det lavpraktiske plan takke vores opstandne Herre og Mester for begivenheden, for den har affødt ikke blot ferie, men også påskeæg, lammesteg, påskeliljer og påskebryg – så der er megen opstandelse i festlighederne, ligesom der er gudefødsel i julen.

Så selv om jeg glimrende kan følge Thomas i hans skepsis og ’syn for sagn-trang’, så indrømmer jeg blankt, at jeg er barn af kulturkristendommen og, at jeg har min barnetro og dens billeder i behold. Af samme grund er jeg helt sikker på, at Jesus er opstået fra de døde, men jeg hæfter mig snarere ved, at begivenheden er fortalt og refereret som en gigantisk overraskelse eller overrumpling for de involverede. I det stykke mener jeg egentlig, at de bibelske tekster virker meget autentiske, for det er en magt udefra – Gud – der reverenter talt har taget røven på først kvinderne ved graven, siden disciplene, hvis jeg altså kan tillade mig et sådant sprogbrug. Der er tale om det ubegribeliges indbrud i verden, det ufatteliges ankomst, det u-lade-sig-gørliges overrumpling. ’Hvad sker der?’ – ’Underfuldt er det for vore øjne!’. Hvis man derfor tager opstandelsen både bogstaveligt og som en overrumpling, så bliver reaktionerne interessante – ikke om hvorvidt de involverede nu også tror i vores forstand, men hvordan de forholder sig til denne pludselighed og overraskelse. Tæppet bliver simpelthen trukket væk under fødderne på dem.

Og så bliver Thomas netop sindbilledet på den reaktion, der siger til vennerne: ’Hold nu op!’, og han stiller egentlig den fysiske betingelse, berøringen, for at tro. Men det er jo ikke rigtigt, for får han opfyldt betingelsen, så tror han ikke, men han véd. Men i alt: Denne dobbeltscene, hvor Jesus kommer gennem ’lukkede døre’ – som om det var et argument i sig selv – indeholder to slags reaktioner. Den første er, at disciplene ’bliver glade’, og det må opfattes som rimeligt fredsommeligt. De får endda Helligånden og den såkaldte Nøglemagt, men det synes ikke at gøre større indtryk på dem. Men sammenlignet med Thomas’ møde med Mesteren, så synes det for mig ret oplagt, at disciplene ser deres Herre med helede naglegab og lægt sidesår, hvorfor Jesus fremtræder som en slags Thorvaldsen-statue, en afklaret guddomsskikkelse i nyvasket marmor. Heroverfor ser Thomas ved det andet møde en person med netop blødende sidesår og åbne naglemærker – og går i dørken! Hans reaktion er klar nok, for han havde tænkt ét og nu oplevet noget andet, hvorfor dette møde mellem Jesus og Thomas er opstandelse for Thomas. Og Thomas’ bekendelse er nok den bedste og enkleste af alle kristne bekendelser: ’Min Herre og min Gud!’ – så er det ligesom sagt. Så den vantro Thomas blev den troende Thomas, men det krævede probate midler.

Egentlig er det påfaldende så forskellige fremtrædelser af den opstandne, der toner frem i  disse visionære skildringer. For for Maria Magdalene påskemorgen er Han hendes elskede, for de to vandrere til Emmaus samme aften er Han den belærende, for Thomas i dagens scene er Han den lidende, i scenen mellem Jesus og Peter fra 2. tekstrække til i dag er Han den søgende, den søgende efter troskab – men da Paulus møder ham uden for porten til Damaskus er Han himmelkongen, pantokrater, althersker. Hvis man dertil lægger en række Kristus-visioner, som troende mennesker har oplevet op gennem historien, så skulle jeg mene, at Hans skikkelse visionært udtrykker en meget stor variation eller mangfoldighed. Og jeg mener egentligt, at vi er i et mærkeligt krydsfelt mellem den menneskelige projektion og det guddommeliges indbrud – og det er som indbrud, at det virker. Det viser nemlig al historisk erfaring.

For hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, så havde vi næppe været her i dag, og vores civilisations historie havde nok set en del anderledes ud – uigenkendelig fra vores vinkel. Og hvis Paulus ikke havde fået sin gigantiske vision ved Damaskus, så var kristendommen nok ej heller blevet til noget – hverken på det teoretiske eller det praktiske plan. Så vi skylder disse indbrud i verden både respekt, anerkendelse og tilbedelse, for selv om den sunde fornuft ikke kan gribe dem og må forholde sig tøvende, nølende, så er det altså alligevel den slags, der driver verden.

Indbruddet i verden har sin egen fysiognomi, og denne form er egentlig godt beskrevet af Thomas Mann. Han konstaterer nemlig et sted, at ’alle ting hænder anderledes, end man tænker’. Ingen havde ’tænkt’ Jesu opstandelse, men den hændte alligevel. Vi kan heller ikke tænke os til gensynet med Ham, men må tage det, som det kommer – sådan må vi alligevel med så meget. Men det trøster mig med evangelisten Johannes, at ’vi skal se Ham, som Han er’ og ikke i alle mulige varierede udgaver. For Jesus er det lys, der gennemlyser verden, og det véd vi fra Helligånden, som er alle døbtes andel i den treenige Gud. Amen.