Søndagens prædiken

maj 5, 2019

2 påske 050 maj 2019

5, 398, 392 – 291, 474, 722.

Johannes 10, 11-16

Denne søndags tekster er nærmest gennemsyret af hyredebilleder, det man også kalder pastoraler, og jeg skal blankt indrømme, at det næsten kan blive for meget. Hyrdebilledet er i sig selv smukt, men det forekommer mig stillestående og ikke mindre –idylliserende, og så har jeg det med personligt at slå bak.

Teknisk set er hyrdebilledet en metafor eller en lignelse. Når hyrdebilledet får denne idylliserende karakter for mig – eller os, sådan sagt generelt – så skyldes det nok en moderne voldsom fornemmelse af tid, af tidsjag, af acceleration i nærmest alle vores sammenhænge. Alle går med ur, og alt måles og gøres op i tidsforbrug, hvorfor tiden som fænomen belaster bevidstheden, ligesom tiden udmøntes i penge. Modsætningen registreres så som afslapning, ferie, dovenskab, men det hele sker for at lade batteriet op igen, så man kan løbe endnu hurtigere og nå endnu mere bagefter. Det kan man så beklage sig over, men det er ikke meningen i en prædikensammenhæng, for tiden som acceleration og drivkraft er ikke til at komme ud over – vi er dybt præget af den – hvilket jeg selvfølgelig også siger, fordi jeg skal gå på pension og frygter min egen reaktion, for hvad skal man så få tiden til at gå med?

Når tiden er så vigtig, bliver hyrdebilledet modbilledet, hvilket egentlig også fremgår af malerkunsten, især det lidt ældre maleri. For her forenes den landskabelige skønhed med en nærmest vegeterende ro, hvor hyrden sindigt vandrer med sine dyr eller blot sidder og snitter på sin stav med dyrene omkring sig som hyggedyr. Men når vi er i en bibelsk sammenhæng, bør man lige betænke, at dyrehold var et erhverv, og at der sikkert også har været en del stress forbundet med at holde sammen på flokken, sørge for dem, fodre dem, sørge for avl, slås med andre hyrder om græsnings- og brøndrettigheder eller ligefrem skulle forsvare sig mod vilde rovdyr, hvis ulvetænder løb i vand ved udsigten til lammesteg – nemme at fange og nemme at tage. Så går pastoralen lidt af billedet og bliver til det gamle hovednærings-erhverv i de mellemøstlige lande, hvor man hele tiden søgte nye græsgange for at opretholde næringskilden. Så når hyrdebilledet er så gennemtrængende i de bibelske tekster er det næppe for pastoralens skyld, men fordi det var hovederhvervet i disse ofte golde egne – for der skulle en oase og vand til for at dyrke jorden som decideret landbrug.

Så hyrdebilledet må handle om, hvorvidt man tager sig af sine eller ej. Det bliver til en metafor på omsorg. Og så er jeg uvægerligt helt tæt på den oplagte kristologiske pointe, at det er Jesus, der er den gode hyrde – mens daglejerne er ligeglade, for de hytter kun deres eget skind, når ulven kommer. Utallige er de billeder i malerkunsten, der har portrætteret Jesus som hyrden, og motivet er normalt det fortabte får, som bæres over skuldrene, mens de 99 andre får bliver efterladt i bjergene – og dette billede associerer så igen til lignelsen om den fortabte søn, der bliver modtaget med jubel, hvilket så igen går ud over hans storebror, som sammenlignet set føler sig dårligt behandlet. Hvorfor elsker hyrden kun det ene får, og faren kun sin yngre og fortabte søn? Er kærligheden eksklusiv? Ja, det må man sige. For al denne omsorg for det ene får må få resten af flokken oppe i bjergene til at føle sig noget forsømt, ligesom dette at slagte fedekalven for den anløbne lillebror af storebror opleves som uretfærdighedens lodrette hån.

Denne omsorg for mennesket, som hyrdemotivet angiver, rejser i hvert fald to problemer – nemlig – er omsorgen kollektiv eller individuel? Er fårene de alle eller er det den enkelte? Og er denne omsorg gratis? Hvordan har det fortabte får og den fortabte søn gjort sig fortjent til al denne opmærksomhed? Problemet kaldes teologisk ’den gratis nåde’. Så når jeg nu igen er kommet ned i det teologiske maskinrum, kan jeg lige så godt med det samme skærpe problemstillingen, og denne skærpelse har jeg lært af Thomas Mann: At kærligheden ikke bare er kærlighed men har sin pris. Kærligheden er ikke bare en lækker følelse, men den er en foretrækkelse, og en foretrækkelse kan lynhurtigt gå ud over andre og over sagesløse. Følgen er misundelse – eller skinsyge, som Mann kalder det. Hvorfor ham/hende og ikke mig? Det er meget banalt og ligeså ligefremt. Så hvorfor det fortabte får og den fortabte søn? Hvad med fåreflokken oppe bjergene og det almindelige familiesammenhold hos faren? I dagens tekst roser Jesus sig endda af alle de fåreflokke, Han skal passe. Hvad og hvem mener Han?

Men så til den såkaldte ’gratis nåde’. Kræver Guds – og menneskers nåde for den sags skyld – en modydelse? Er der et regnskab? Ifølge romersk-katolsk tankegang er mennesket medarbejder på det store frelsesprojekt – at Gud vil det godt med verden og slægten, hvorfor den enkelte som medarbejder bør og skal arbejde med på sagen. Opfør dig ordentligt og gør de gode gerninger, som egentlig er så oplagte. Fra protestantisk side kalder man det noget nedladende for ’gerningsretfærdighed’, mens vi vil kalde det ’trosretfærdighed’ – for hvis du tror dine synders forladelse, er du gjort retfærdig i kraft af troen. Dette sidste er noget mere tricky, for hvordan måler man troen? Større eller mindre? Heroverfor er gerningsretfærdighed en kontant afregning, og kirken som den guddommelige myndighed fortæller dig hvordan og hvorledes – og afregner! Det er i en vis forstand lovens regnskab, som både jøden og muslimen kender, men hos de katolske blev tankegangen skærpet til udsigten mod frelse eller fortabelse - i hvert fald i den middelalderlige form.

Men sandt at sige opererer den protestantiske udgave af kristendommen også med en modydelse for nåden – og den er at bekende sine synder. Det protestantiske menneske bekender ikke sine synder over for præsten, ikke over for kirken, ikke over for loven – men over for sig selv. Hvad der er synd kan lovreligionerne udmærket afgøre, det kan den gamle kirke også – men protestantismen, som på mange måder føder moderniteten, overlader synden til den enkelte, hvorfor man snarere bør tale om en syndsbevidsthed. Den er altså ikke nødvendigvis konkret, men er en erkendelse af utilstrækkelighed, mangel, disharmoni, forkerthed – og den slags kender det moderne menneske udmærket, når det måler sig med perfektionens alen. Og det gør de fleste såmænd. Så bliver ufuldkommenheden iscenesat kollektivt og individuelt, og alle falder igennem i relation til idealerne og renhedsforestillingerne. Dette er syndens virkelighed. Tørsten efter renhed og perfektion avler desværre kun helvede.

Så syndsbekendelse er snarere syndserkendelse – det utilstrækkeliges virkelighed. Men hvis bekendelse avler erkendelse, så avler kombinationen sandhed, hvor hård denne end er. Så mit teologiske hjerte kan følger Luther, når han siger: ’Du skal elske sandheden’ – for så er slørene væk, tavsheden brændt af, det forlorne gjort til nar og det indbildte til grin. Faktisk har Mann et rigtig godt litterært eksempel på det, for den egyptiske Josef kan først afsløre sin sande identitet over for brødrene, da disse – gennem Juda – erkender, at de havde en tolvte bror, som de solgte ’til verden’. Tavshedens éd mellem brødrene blev brudt, og sandheden kunne komme for en dag: ’Jamen, jeg er jo jeres bror Josef!’ Bekendelsen avler erkendelse, og de avler sandhed.

Nu var Josef hyrde i den forstand, at han sørgede for dem, var velgører og viste klanen omsorg. Men Mann lader ham omtale sig selv ’nationaløkonom’ og netop ikke ’frelser’. Josefs Gudsrige er materielt velstående, men egentligt uåndeligt – ikke det Guds rige, som vi måtte søge. Jeg mener ikke, at det findes inden for pastoralen heller, men snarere er i længslen efter den fuldkomne enhed mellem Gud og menneske. Tegnet på det, løftet om det, er Kristus som den gode hyrde. Men omvendt forlanges der fra vores side, at vi ikke har taget det hele selv, men får alt uforskyldt – dette er nåden fra mennesker og Gud – og er den gode hyrdes stemme, en kalden. Amen.