Søndagens prædiken

maj 26, 2019

5 påske 26 maj 2019 - Afsked

743, 398, 36 – 8, 401, 11.

Johannes 16,23b-28.

Det er meget mærkeligt at stå her som embedsindehaver og skulle holde sin sidste officielle prædiken. Det mærkelige for mig er også, at jeg i 43 år nogenlunde har været enepræst, hvorfor jeg har skullet prædike rigtig meget – og nu ophører føljetonen fra søndag til søndag. Så jeg må hellere prøve at gøre mit teologiske bo op, og til det stykke er dagens tekst egentlig meget belejlig, idet dette ’at bede til Gud i Jesu navn’ indeholder en kristologisk pointe, som er meget luthersk. For vi kender kun Gud gennem Kristusskikkelsen, vil Luther hævde.

Hvis jeg skal sætte det hårdt op, så forkynder den romersk-katolske kirke Kirken selv som bærer og arvtager af Guds åbenbaring i tid og rum, mens de reformerte søger Guds ære og bliver gammeltestamentlige i mælet– men for Luther selv er Gud fjern og utilgængelig, mens forkyndelsen handler om ’Christum zu treiben’, der teologisk set netop er overordentlig Kristusfikseret. Det kristne menneske skal tro på Jesus som Guds søn, som Kristus, og tro sine synders forladelse gennem Ham – resten er mundsvær. Kontakten mellem det guddommelige og det menneskelige etableres kun via Kristus.

Egentlig mener jeg, at Luther har lært det af kirkefaderen Augustin, der skar gennem alle oldkirkens diskussioner om Guds mulige eller umulige væsen ved at sige, at vi kun kender Gud som kærlighed i kraft af Kristus, hvorfor trangen til  alment at definere Gud udelukkende som kærlighed – som også megen moderne forkyndelse vil gøre – er halsløs.

Og dét svarer så igen til min inspirator Thomas Mann, der hævder, at Gud er det hele, virkeligheden i al dens ubegribelige majestæt. For Mann er Han virkelighedens Herre, og samme virkelighed er unægtelig sammensat og facetteret – a many splendoured thing – hvorfor det onde hos Mann defineres som en udspaltning af helheden for at etablere den moralske verden, som så igen er vores verden. Hele spændingsfeltet for den menneskelige tilværelse er indeholdt i den moralske verdens lov, hvorfor det er en reduktion af gudsmagten kun at ville forholde sig til det gode, det rene og det kærlige. Vi må som menighed tage det hele med. Det er det kristne evangeliums realisme, at vi over for helheden udspalter kærligheden til troen på syndernes forladelse mellem os og på menneskets frelse efter os – i kraft af Kristus og kun Ham.

Så derfor skal vi bede i Jesu navn og ikke uden om Ham. Han er Guds billede – imago Dei – og er det som menneske, genkendelig og ufravigelig. Kristus er så at sige konstanten i vores åndsliv, mens Gud bliver variablen, da man kan tillægge Ham alle egenskaber – og gør det. For Guds almagt kan omsættes til stormægtighed, og så bliver Han decideret farlig, men Guds almagt kan også omsættes til barmhjertighed, og så bliver Han vores far i himlen, der holder om sine børn. Hvad man vælger at gøre, er op til en selv eller de social-politiske strukturer, for man kan godt slå ihjel i Guds navn – det har jøder, kristne og muslimer altid gjort – men man kan ikke slå ihjel i Jesu navn uden at forråde det menneskelige og hengive sig til afstumpetheden.

Så Åndens virke er, at guddomsmagten i alt er tredelt. For som Faderen er Han nok skaber og opretholder, men som virkelighedens herre er Han også tavs, uigennemskuelig, fjern og uopnåelig – netop som virkeligheden faktisk er det. Vi kan ikke regne den ud, og virkeligheden gør bare og føler intet derved. Derfor måtte Gud lære skylden at kende, og det gjorde Han så i kraft af Kristushistorien. For her måtte Han fødes som menneske, gennemleve det hele, påtage sig skylden og gå ned i den menneskelige død. Deri genkender mennesket sin egen historie som et slags spejl – men har det løfte, at vi skal følges med Ham op igen til den kommende verdens liv.

At tro dét er så Åndens virke, og den binder os alle sammen i det fromme håb, der ser den nye verden bag den gamle verden. Vi ved ikke noget, men vi kan tro og håbe, for vi er Guds børn og ikke Hans underdanige undersåtter. Vi er af Guds slægt og ikke tilfældigheder på biomassen. Vi er led i en historisk proces, som har en retning. Vi er – med Augustin – på vandring mod et mål, som vi her huset kalder Guds Rige, hvor alt skal forløses. Hvordan ved vi ikke, men det ender med, at der bliver mening i galskaben og orden i kaos.

I virkeligheden er det et genforeningsmotiv, hvor splittelsen bliver helet og enheden genoprettet. Traditionen bærer mange visionære billeder om denne genforening i sig, men tydeligt er kærlighedshistorien fra Højsangen, hvor brudgom og brud skal finde hinanden, hvilket har sine klare genvordigheder i teksten, for det er ikke spor nemt. I dette motiv er brudgommen Kristus, mens bruden er menneskeslægten, men vi beder netop om det i Jesu navn, som Petter Dass skriver det i sin alderdoms-salme salme ’Om alle mine lemmer’, som vi skal synge bagefter.

Den menneskelige længsel skal have sit sprog, og længslen er kærlighedens fylde, dens fuldkommengørelse, både ’her og hisset’, både her på jord og på den anden side. For troen - i sin blanding af følelsesmæssig enfold og intellektuelt grænsesøgende vovemod - er dette meget ligefremt. Amen.

 

Doxologi

Kirkebøn

 

 

 

Og så til kirkens menighed og kirkens folk gennem mange år!

Det er som sagt med vémod, at jeg står her og skal holde en afskedstale. Men det er også med meget stor taknemlighed på egne vegne og min families vegne. For vi har haft mange lykkelige år her både personligt og fagligt; vi har boet som hertuger og er blevet ekstremt godt behandlet. Og jeg har nydt en udstrakt faglig frihed, som har givet mig rum til studier og selvstændig tankevirksomhed – ingen snærende bånd men en åben tillid til, at jeg kunne udfylde mit embede og levere varen både ved gudstjenester og ved kirkelige handlinger. Mit anliggende har alle årene været at bringe vores dybe og vise tradition i spil i forhold til en hastig virkelighed. Derfor har jeg heller ikke lidt af omvendelsesstrategier på kirkens vegne, men jeg har gerne i kraft af traditionen villet belyse det liv, vi alle lever i og gør det i nutid. Er det lykkedes, har jeg udfyldt min mere snævre opgave.

Men opgaven har jo også i et bredere perspektiv været at få etableret et godt, stabilt og kvalitetsbestemt gudstjenesteliv, og det har vi været nogle stykker om, også fordi kontakten mellem orgel og alter har været perfekt.

Vi har også været nogle stykker om at få etableret et godt musikliv – ikke mindst på basis af det store Carsten Lund orgel fra 1995 og en helt anderledes forbedret akustik i kirkerummet. Også det er lykkedes i kraft af et udmærket samarbejde inden for kirkens personale, hvor alle har trukket på samme hammel. Det samme gælder eftermiddagsmøderne, som har et ordentligt niveau, det gælder kirkehøjskolen, som vi har været en del om i årenes løb, det gælder Mann-forelæsningerne, som er blevet til og drives i fællesskab, det gælder Kirkebio, som er et vellykket arrangement og er en kvalitetsbetonet reprise-biograf, og det gælder mit hjertebarn, Herrens Mark, hvor jeg gennem alle årene har været imponeret over, at menighedsrådet investerede kirkemidler i så speciel publikation, som nok er en nicheproduktion men er blevet meget velanskrevet.

Jeg har desuden været dybt involveret i børnehavens liv og glæder mig over, at institutionen kører så godt. Det samme gælder plejehjemmet Nybodergården, som i dag fremtræder som et godt og vel drevent ældrecenter. Vi har desuden altid haft et godt forhold til Hæren, specielt Den Kongelige Livgarde og har sandt at sige haft det i ’lyst og nød’. For én ting er jul og jubilæum, en anden ting er faldne soldater. En tidligere chef kaldte Garnisonskirken for Livgardens huskapel – helt forkert er det ikke.

Så jeg fornemmer, at jeg i alt forlader et vel drevent embede og et godt kirkeliv, og er meget taknemlig for det. Når min efterfølger tiltræder til september – pågældende er ikke indstillet endnu – beder jeg jer om at tage godt imod ham/hende og være med til at opretholde det gedigne kirkeliv omkring den nye præst, som uvægerligt vil feje på en anden måde. Men indtil da er jeg glad for, at menighedsrådet har bedt mig fungere som bagvagt og vikar, for det gør også omstillingen for mig nemmere og blidere.

Jeg skylder de skiftende menighedsråd og ansatte en stor tak for samarbejdet gennem alle årene – vi har altid haft kirkens tarv for øje. Jeg skylder menighedsråd og biskop en overskudstak, fordi man fik etableret en ekstra 2årig ansættelse for mig. Jeg skylder vores hjælpepræst, biskop Erik Norman Svendsen, en stor tak for morsomt, bramfrit og solidarisk partnerskab omkring kirken gennem mere end 10 år. Og så har mange forskellige kolleger lykkeligvis hjulpet undervejs – så tak. Så jeg og min familie skylder alle ved kirken en stor  cglæde for opbakning og medleven gennem alle årene.

Vi er ved at flytte ud og op i en glimrende lejlighed på Esplanaden – det er lidt af en logistisk øvelse, skal jeg hilse og sige - men først skal der være fest.

Bekendtgørelser

Apostolsk velsignelse.