Søndagens prædiken

May 12, 2017

Bededag 12 maj 2017

487, 337, 293 – 377, 462, 30.

Mattæus 3, 1-10.

Den gode Johannes Døber optræder i denne tekst som egentlig ’svovlprædikant’, et nedsættende udtryk, som blev en del brugt under de store vækkelser, men hvis indhold snarere stammer fra den klassiske bodskristendom. Jeg skal vende tilbage til det, men at kalde menigheden for ’øgleyngel’ er en voldsomhed, og hvis jeg skulle have holdt konfirmation i dag – og Bededag er blevet Store Konfirmationsdag – så ville jeg nok drive lidt selvtægt og vælge nogle andre tekster at læse og prædike over, hvilket jeg egentlig også tror, sker mange steder netop i dag. Men i hvert fald: de autoriserede tekster til Bededag er båret af en stærk syndsbevidsthed, og teksterne lægger ikke fingrene imellem. Og man kan spørge, hvorfor den evangelisk-lutherske tradition opererer med så markant en syndsbevidsthed, som den faktisk gør? Jeg vil prøve at svare i feltet mellem kirke- og åndshistorie.

Den gamle katolske kirke var – og er - som åbenbaringsbærer af Guds vilje så selvbevidst, at den nok selv skulle bære både troen og synden. Hverken troen eller synden behøvede mennesket rigtig at tage sig af, for så længe mennesket indordnede sig under kirkens myndighed var troen nærmest en selvfølgelighed og synden noget, man ordnede ved skriftemålet om lørdagen. Troen var lydighed og synden en afregning. Det er nok lidt karikeret sat op, men det er heller ikke forkert. For den gamle kirke var ekstremt formynderisk, hvilket kan anskues både negativt og positivt. Kirken sørgede for men krævede modsat subordination.

Noget af det rigtigt interessante ved reformationen var netop opgøret med dette formynderi, for nu skulle mennesket både tro selv og bære sin synd selv. Igen firkantet sat op men ikke urigtigt, og her dukker det moderne altså op. For hvis du skal tro selv, så dukker gradbøjningen og selvprøvningen op, og skal du selv bære din synd, så kan skuldrene jo blive lidt smalle. Men det moderne i denne sammenhæng var, at kirken blev suspenderet som melleminstans mellem Gud og mennesket, og mennesket måtte selv klare sig over sin Gud. Det var individualiteten i sin spæde form, og man må forudsætte, at den kollektive tankegang – også på samfundets vegne – var meget stærk. Her havde kirken netop i hele middealderen været udtryk for det store kollektiv, verdensforståelsen og verdensindretningen. Den verdslige samfundsmagt var det så som så med, for det var bisperne og paven i Rom, der regerede.

Med reformationen flyttede både åndsmagten og samfundsmagten sig entydigt over på kongemagten – og det var meget tydeligt i de lutherske lande. Og bodskristendom blev især i 1600-tallet udtryk for en kollektiv bevidsthed, der skulle give mening til krige, til epedemier, til alskens ulykker – for det var nok den fælles synd, der havde forvoldt Guds vrede. Så bodskristendom er egentlig en kollektiv skyldpåtagelse for denne verdens dårligdomme, og Gud var fortsat virkelighedens Herre – hvorfor Han blev anråbt på syndsbevidsthedens vilkår, mens man havde droppet kirken som bærer af helheden.

Men denne bodskristendom gik over i det, man kalder pietisme, som er den mere individualiserede fromhedssøgning. Den mere kollektive religiøsitet blev langsomt men sikkert erstattet af en personlig religiøsitet. Og netop pietismen behøvede kun kirken som pejlemærke, pietismen kunne sagtens klare sig i frie forsamlinger, som folk tilsluttede sig under større eller mindre socialt pres lokalt. Dermed forstærkedes det moderne, for nu kunne individet selv vælge til og fra – processen er langsom, men den var der. Men så blev syndsbevidstheden også større for den enkelte, for nu skulle individet ikke blot bære sig selv, men det skulle også bære verden på disse egne, smalle skuldre. Og det gør både det religiøse og det verdslige menneske. Og hvis synden er egen ufuldkommenhed over for en verden, som burde være fuldkommen, så bliver byrden desto større – men den bliver altså også en energiens dynamo, ’for det bliver aldrig godt nok!’ Om igen og på den igen. Den eneste forskel på den religiøse og den verdslige syndsbevidsthed er egentlig pejlemærket – Gud eller moralen.

Svarende hertil har synden en kollektiv og en individuel side – set i bakspejlet. Den klassiske jødedom opererede med Guds Lov, altså Moseloven, som rettesnor, det samme har kristendommen i hvert fald delvis gjort, og islam gør det tydeligt. Så er den rette adfærd defineret, men den kan selvfølgelig fortolkes efter sæd og skik. Men man har en bogstavelighed, man kan følge i forhold til, hvad der er synd, og hvad der ikke er. Det er klart en betryggelse for mennesket, for så véd det, hvad det skal rette sig efter. Den gamle kirke kunne på kristen grund også definere synden, og den havde endda den ret, at den også kunne tilgive den, og det er en guddommelig ret. Det vil både jøden og muslimen sige må tilhøre guddommen, men ingen af dem vil tiltage sig denne myndighed – men man vil gerne med Guds Lov i baghånden styre menneskets gang og adfærd. Og gør det.

Men efterhånden som vores syndsbevidsthed blev individualiseret fik den mindre og mindre karakter af lovbrud – altså De ti Bud med lidt sex oveni – og fik mere og mere karakter af en renhedstrang. Man vil stå ren – for sig selv og for andre. Også dét er en dynamisk fornemmelse, men her træder faktisk både gudsbegrebet og moralbegrebet tilbage, for nu forholder man sig ikke længere til en ydre instans, men kun til sig selv. Hvordan fremtræder jeg, og hvordan oplever I mig? Og synden bliver så den diskrepans, det split, der kan indtræde mellem det ydre og det indre – og egentlig en marterbænk. Det smertelige er, at man kun selv kender af splittet – bilder man sig ind. Men trøst jer – vi er gennemlyst af andre og af vores Gud, mens det er selverkendelsen, der går til bekendelse, og bekendelsen er indadtil – med mindre man da tror på menneskers og Guds kærlige tilgivelse.

I det lys er dagens tekst også lidt interessant, ikke mindst begrebet ’øgleyngel’. For hvad tror I om jer selv? Her bruger evangelisten Johannes begreber som den ’kommende vrede’ som et karakteristisk domsudsagn, og den type udsagn er velkendt gennem hele den religiøse tradition i alle dens gevandter, for ’svovlprædikanter’ har altid været til og kender alt til løftede pegefingre og andre advarsler om helvedes pinsler.

Men her mener jeg, at den evangelisk-lutherske tradition har et meget sundt indblik i syndsbegrebet. For vores tradition definerer det kun delvis som lovbrud eller moralbrud – det være, hvad det være vil – men den lutherske tankegang går bevidst efter indbildningen/selvretfærdigheden/manglende selvindsigt/uvirkelighed/besmykkelse og falskhed. Og det rammer meget godt ned i dagens Johannes Døber-tekst, hvor ’øgleynglet netop har bildt sig noget ind’. Han truer dem som svovlprædikant med den kommende vrede, ira Dei, og det gjorde prædikanter som Muhammed også gerne, men forestillingen om afsløring er næppe forebyggende nok, selv om afskrækkelsen burde kunne virke – hvad den sjældent gør og enhver kriminolog godt ved det. Men den krævede omvendelse fra Døberens side har samme karakter; den bliver lynhurtigt udvendig og en ydre gestalt. Præcis dét har netop også været vækkelsesbevægelsernes problem med syndsbevidstheden, for nu skulle alle bekende deres synder - som så andre snagede i – i alt for at stå rene, for sig selv og de andre.

Hertil er kun at sige, at renheden er en idealiseret tilstand, og at synden er et ufravigeligt vilkår. Jeg tror nok, at det moderne menneske mener at kunne definere synden selv, men den registreres i hvert fald som følelsen af skyld, af skam og af svigt. Og er den et vilkår, er der kun ét at gøre: at se den i øjnene og erkende den. Alt andet er indbildning. Så med et magtfuldt Luther-citat over for en medkristen, der ikke mente at kunne genkende nogle synder hos sig selv: ’Min ven, synd tappert!’ sagde han. Amen.