Søndagens prædiken

Jun 11, 2017

Trinitatis

435, 356, 318 – 313, 299, 300.

Johannes 3. 1-15.

Trinitatis søndag er egentlig en gammel kirkelig helligdag, som henter sin festkarakter – ikke fra det bibelske stof – men fra dogmatikken, altså troslæren. For i og med, at Ånden ankom i søndags, pinsedag, er den treenige guddom nu dannet og skal markeres, nemlig at vi ikke bare tror på Gud, men så sandelig også på Gud Søn og på Gud Helligånd.

Og Ånden er da også helt fremme i dagens Johannes-tekst med denne samtale mellem mesteren og den lærde Nikodemus, en samtale, der vel af diskretionsgrunde er henlagt til natten. Nikodemus synes både anfægtet, nysgerrig og søgende. Anledningen er de tegn – og undere – som Jesus udfører og som i evangelierne oftest præsenteres som rimeligt spektakulære og vel egentlig også skal imponere rakket. For Nikodemus er de snarere en anfægtelse, for den almindelige fysiske orden i naturen kommer under pres. Så Jesus må være af Gud, og den slags er egentlig ikke noget for en lærd klassisk jøde, der holder Gud for sig og mennesker for sig. Koblingen mellem Gud og menneske er for en jøde udtrykt gennem loven og lovens overholdelse, altså et Gud velbehageligt liv – og netop ikke mirakler.

Men de kommer til at tale om genfødsel og Ånd – og ikke tegn og undere – og så er vi ligesom et andet sted henne. Men både begrebet genfødsel og så kontrasten mellem ånd og kød er meget problematiske størrelser. Så jeg prøver genfødslen først.

For nu at være bare lidt aktuel. Genfødsel bruges ofte inden for de mere slagkraftige vækkelsesbevægelser, og er specielt på mode i USA med formuleringen to be reborn. Præsident Bush var vist reborn, altså genfødt kristen. Fra den vinkel betyder genfødsel, at mennesket gennemgår en særlig ændring fra det værre til det bedre – for nu at sige det sådan. Ordet ’omvendelse’ bruges nogenlunde parallelt. Meningen er simpelthen, at mennesket derved kommer op på et højere moralsk stade og i en vis forstand lægger kødet fra sig. Denne form for genfødsel er tilsvarende ofte forbundet med baptisme, som er voksedåben, for for at blive døbt krævedes altså et højere moralsk niveau end det, vi andre dødelige kan præstere. Jeg husker en yngre kvinde, som for år tilbage opsøgte mig for at blive døbt – hun var opvokset som 7. dags adventist, og menighedens ældste ville ikke døbe hende, fordi de anså hendes livsførelse for ikke anstændig nok. Hun havde vist en kæreste og gik i seng med ham. Så jeg døbte hende – nærmest på stedet. Herfra kan associeres direkte til de diskussioner om betingelser for dåb, som jævnligt dukker op i kirkelige kredse, og det er simpelthen afskedigelsesgrund for en præst, hvis han eller hun stiller betingelser for dåb. For så kommer den moralske pegefinger op, og hvem sætter sig til doms over sit medmenneske? Endda på Guds vegne. Så de genfødte er ganske enkelt bedre end andre. Heroverfor er barnedåben en udmærket modgift, for du kan ikke stille betingelser til et barn – men du kan gøre det til forældrene, og så er den gal igen.

Al klassisk dåbsteologi vil egentlig hævde, at den almindelige barnedåb er en genfødsel, for vel er det døbte menneske borger i denne verden, men det er altså også borger i Guds rige – og kan altså også se Guds rige og komme ind i det. Vi døber med vand og ånd og har faktisk ingen kvabbabelser over det. I vores kristne tradition er der kun én dåb, og den kan ikke gradbøjes ved gendøberi eller nye genfødsler. I kraft af dåben har vi en dobbelt identitet, for vi er både menneskebørn og Guds børn og er stolte af det.

Og så skulle jeg være ved den anden og kombinerede problemstilling, nemlig kontrasten mellem ånd og kød. Johannesteksten sætter det op som en kontrast, men det gør den gedigne klassiske teologi ikke. Problemet er gammelt og velkendt og bør i vores sammenhæng gengives gennem to varianter fra oldkirken. Den første kaldes gnosticisme. Gnosis betyder kundskab eller indsigt, som så at sige hæver sin bærer over det jordiske og det kødelige. Vi bruger ofte begrebet ånd i samme betydning; ånden er lidt finere, og den hæver sig over det almindelige. Den anden er skabelsen kombineret med theodicé-problemet i tidlig udgave: For den gode Gud kunne ikke have været alene om at skabe verden, når nu der var så meget ondt og grimt i den også. Så skabelsen skyldtes også en ond demiurg, som var selve udtrykket. Men i begge tilfælde er der tale om en lagdeling mellem det fine, det kærlige, det gode oventil, og så det onde, det grimme, det smudsige nedadtil. Den klassiske kirke vandt dette slagsmål og stemplede både gnosticismen og den dobbelte skabelse som kætteri. For skabelsen i sig selv var god nok; den var blot inficeret af onde kræfter.  Og tilsvarende ville den gnostiske stræben opad forråde den verden, som nu engang var. Argumentet var kortfattet simpelthen det, at man ikke kunne skille ånd fra kød og kød fra ånd. For kødet, materien, det fysiske krævede ånd, ligesom ånden, det immaterielle, det flygtige krævede jordforbindelse. Så det ene ikke uden det andet. Eksemplerne ligger lige for: den kødelige kærlighed kræver ånd, og den åndelige kærlighed sin fysik. Men forestiller man sig den rene materie, så er den formløs, kødet i sig selv er ingenting. Det samme med ånden, for den bliver dæmonisk, hvis den ikke har det fysiske at holde sig til og blive prøvet på. Et godt litterært eksempel på det sidste er Tolkiens ’Ringenes Herre’, hvor den onde fyrste er af ren ånd, og det samme er hans sorte ryttere, hvor kapperne kun er konturer – men Tolkien var også af den klassiske thomistiske skole.

Så ånd og kød er nok kontraster, men de er forbundne, og det ene kan ikke genkendes uden det andet. Men det, som teksten har ret i, er, at ånden bevæger sig, det gør kødet ikke. Ånden flytter sig og kan ikke bindes. Ånden kan ikke nagles til noget som helst, men er den der, liver kødet op; er den der ikke, sygner kødet hen. Eller materien for den sags skyld.

Nu kan man vist ikke fritage Johannesevangeliet for en mild anklage for gnosticisme, men den klassiske teologi vil heldigvis altid opstille modsætninger ikke som et enten-eller men som et både-og. For modstillingen: enten ånd eller kød - er dybt ufrugtbar, men kan man se vekselvirkningen, kan man opsnappe dialektikken, så bliver ånden nødt til at være fysisk for at være i sit rette element, og kødet bliver nødt til at blive åndfuldt for at leve op til menneskeligheden.

Det er nok karakteristisk, at teksten ender i et kristologisk udsagn om Menneskesønnen, der stiger op og ned mellem himmel og jord og er den, der omfatter begge dele. Også Han er avlet af Ånd og født i kødet, Han er af troslæren udråbt til at være sand Gud og sandt menneske uden forkortning og uden sammenblanding men begge dele inde i en dialektisk spænding. Så Han er helheden, det Johannes også kalder logos, for hele den synlige og usynlige verden er slemmet op i Hans person, ligesom begyndelsen og slutningen er det, alfa og omega.

Så hvis jeg må slutte med et næsten kættersk udsagn af den navnkundige præst Thorkild Grosbøll, så sagde han engang meget rammende, ’at Gud er variablen, mens det er Kristus, der er konstanten’. Det er rigtigt, fordi vi kan tillægge Gud alle de adjektiver, vi har lyst til – uden egentlig at kunne komme Hans ’ubegribelige majestæt’ nær. Men Kristus véd vi, hvem er, og i kraft af vidnesbyrdet om Hans person er han meget tydelig netop i kombinationen mellem kød og ånd. Men mens gnostikeren rummer en stræben efter Gud, så er det Guds Ånds tale kronisk at henvise os til Kristus som Guds-billedet – og kun således kan vi fastholde Guds nærvær i blandt os. Vi bliver nemlig genfødt af ånden, når vi kan se Guds kødelige kærlighed i Kristus. Dér er nærværet for os alle sammen, og nærvær – ethvert nærvær - er altid en udveksling mellem kød og ånd. Amen.