Søndagens prædiken

Aug 10, 2017

10 trin 20 08 2017

736, 54, 332 - 293, 424, 6.

Lukas 19, 41-48.

Faktisk findes der to Jerusalem’er, hvis jeg må sige det sådan, det fysisk-historiske og det åndeligt-himmelske. Det jordiske Jerusalem giver sådan set sig selv, men det himmelske er ’det ny Jerusalem’, som ifølge Johannes’ Åbenbaring ’kommer ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom’, hvilket i sig selv er en smuk og renlivet visionær formulering. Men begge Jerusalem’er har én fælles betegnelse, nemlig ’den hellige stad’. Og den hellige stad nedentil har alle dage været et stridens æble, er det fortsat, mens den hellige stad oventil må anses for at være netop den visionære forløsning af det drama, byen og dens tempel altid blodigt har bidraget med til verdenshistorien.

Men først lige et kort historisk rids: Der synes altid at have ligget en landsby på dette højdedrag, i vandskellet mellem det vand, der løber ned i den dybe Jordandal, og så det vand, der løber ad de jævnere skråninger ned mod Middelhavet. Ifølge GT er det kong David, der omkring år 1000 før vores tidsregning indretter sig med Jerusalem som sin hovedstad i sit mindre storrige - som jøderne aldrig har glemt ham - mens det er hans søn, Salomon, der bygger templet, hvis fundament stadig står og senere er blevet til Grædemuren. Lige efter år 600 f. Kr. erobrede babylonerne Jerusalem og ødelagde byen og templet og sendte folket i eksil. Under perserne vendte jøderne tilbage og genopbyggede både by og tempel, og selve templet blev fornyet og forstørret under Herodes den Store. Det er denne by og dette tempel, som Jesus græder over i dagens tekst.

Den ødelæggelsesprofeti, som Lukas tillægger Jesus, er på Lukas’ tid gået i opfyldelse, nemlig romernes ødelæggelse af både by og tempel i år 70 e. kr., en begivenhed, der var udløst af det jødiske oprør mod Rom, og som sendte jøderne ud i et næsten 2000 års langt eksil, kaldet diasporaen, adspredelsen. Og får nu at runde ridset af. I 600-tallet erobrede araberne byen og området, de vesterlandske, kristne korstog gik i middealderen direkte efter dominans over byen og den hellige grav, Jesu grav, men det blev tyrkerne, der siden blev herrer over byen. Det tyrkiske osmannerrige brød sammen efter 1. verdenskrig, de europæiske stormagter rykkede ind, men det blev den jordanske konge, der overtog patronatet over tempelpladsen, som huser de to store moskeer, Al-Aksa og Klippemoskeen, og sådan er det faktisk stadig, selv om den jødiske stat Israel siden 1966 har kontrolleret den gamle del af Jerusalem, og spændingerne trives stadig mellem muslimerne oppe på tempelpladsen og jøderne nedenfor ved Grædemuren. De kristne holder sig lidt væk og koncentrerer sig om Gravkirken og Via Dolorosa.

Det hellige er en mærkelig størrelse. Det er – med religionshistorikeren Rudolf Otto – det samtidigt tiltrækkende og afskrækkende, men det er også fyldt med følelser. Det, som måtte være helligt for dig og mig, er voldsom følelsesladet og ligger hele tiden åbent for krænkelser. Det være sig i kærlighedsforholdet, i familieforholdet som i Gudsforholdet. Og hvis flaget er helligt, må man tage nationalismen med. Men det afgørende er, at det hellige – hvad det så end er lokalt og historisk – potentielt bliver stærk følelsesprovokeret ved det, som antager skikkelse af krænkelse eller det grænseoverskridende – men at dét præcis kan være helt fremmed for udenfor stående, som fx os i forhold til amerikanske generalstatuer. Men det handler om historie, identitet, tilhørsforhold, bindinger – også i de amerikanske sydstater, den gamle føderation. Så det hellige er ekstremt værdiladet og kan ikke vinkes af.

Og så en anden ting til. Når det hellige appellerer til det kollektive, som det i ekstrem grad sker i Jerusalem, så samler det hellige mennesker, mange mennesker. Det handler om tilbedelse, fællesskab, samhørighed – men nævn mig det helligsted i verden, som ikke også udvikler en markedsplads? For når folk er af sted, skal de ikke blot have noget at spise og drikke, men der skal også ske noget, og enhver med handelstalent har altid set mulighederne for at tjene penge. Så det kan godt være, at tempelpladsen i Jerusalem har lignet en ’røverkule’, men der er også gang i gaden, når den årlige valfart til Mekka skal løbe af stablen – ligesom vores ældste forlystelsespark ’Dyrehavsbakken’ oprindeligt er det gamle kildemarked for Skt. Helena og hendes helbredende kilde. Og hvis I går efter vores jul, så er hele december måned en forrygende blanding af højstemthed, hygge, forædelse, juleøl og firmafrokoster, hvor tugt og utugt finder hinanden og går op i festens højere enhed. Og den koster penge, røverpenge.

Så hvis Jesus er tempelrenser – og det er Han jo nok – så er rækken lang. For der har altid været tempelrensere til, der har villet skåne og afsondre det hellige ud af indignation og frustration, men lige meget hjælper det. Eller har hjulpet. Og alligevel er der en funktion i tempelrenseriet, for værner man ikke om det, som er helligt, så eroderer den indre alvor, så forsvinder alvoren – og egentlig også festens kerne, hvis man skal over i det kollektive hjørne. Og så lige én ting til: Langt de fleste fælles fester, de offentlige, er religiøse i deres væsen. Grundlovsdag er en flad mariekiks i forhold til en julefrokost. Man gider ikke engang indtage den på grundlovsdagen, selv om man med en vis møje kan hænge hele vores demokratiske tradition op på denne junidag.

Så det religiøst betingede gøglermarked har altid eksisteret, og det kan meget vel have taget overhånd på tempelpladsen på Jesu tid, men så skal jeg hilse og sige fra Mekka, at det religiøse politi er meget årvågent – og det er vagterne ved Peterskirken i Rom såmænd også. Markedet holdes på afstand.

Men hvad får så NT til at udråbe ’et nyt Jerusalem’? Ja, det kan jo være samme frustration, og dog er der nok noget andet og mere alvorligt på spil. For både Paulus og evangelierne véd, at verden er dobbelt og at mennesket er et dobbelt væsen. For verden er fuld af al mulig råddenskab, og dog er den fyldt op af gode gaver ovenfra. Mennesket selv er en arm, syndig stodder, og dog er det omkranset af Guds nåde. Dobbeltheden viser sig også i Jesu person: Han er ganske almindelig mand, der bliver henrettet for gudsbespottelse, og samtidig er Han Guds Søn, himlens fyrste og fremtidens althersker.

Kristustroen er troen på denne dobbelthed, som ikke just er indlysende, hvorfor vi skal have Åndens hjælp for at omslutte denne modsætning. For både himmel og jord, Gud og menneske er indeholdt i Hans person og Hans begivenheder – og deraf kommer det, at den kristne forkyndelse kan forholde sig frit til denne verdens gøren og laden og samtidig lade længslens fangstliner række ud efter både himmel og salighed, det eller den som i Johannes Åbenbaring kaldes ’den nye verden’. At der er en verden bag den, vi kender, og at den er al opfyldelses mål og al forløsnings håb. Én af kernemetaforerne på denne kommende tilstand er ’det nye Jerusalem’, og hvis I går hjem og læser Åbenbaringsbogens kap. 21 og 22, så er denne vision udfoldet i sin pragtudgave. Det er alt sammen lidt voldsomt, og jeg skulle mene, at Jerusalems-metaforen er blevet skamredet ikke mindst i de lidt senere folkelige vækkelser fra sidst 1800-tallet. For man kan også forføre folk, og dertil er den religiøse tradition velegnet.

Men man kan også læse visionen som et himmelbillede, hvis opfyldelse vi må overlade til vores Gud som denne verdens skaber, opretholder og forløser. Til gengæld behøver vi – endsige jøder og muslimer – ikke at absolutere den gamle Jerusalem for at rense dette Jerusalem for dets dårligdomme og ikke mindre de andres vantro. Så det hellige er farligt og ligger blodsudgydelsen nær. Men det hellige er også smukt og ligger hengivelsen nær. Himmelbillederne er smukke, og troens enfold hengiver sig til dem – i tillid til Gud og i troen på den himmelske Kristus. Amen.