Søndagens prædiken

Sep 10, 2017

13 trin 10. september 2017

739, 442, dåb, 164 – 492, 473, 31.

Lukas 10, 23-37.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner er nok en af NT’s berømteste fortællinger og hører ind under den kategori, man plejer at kalde ’eksempel-fortællinger’, altså det gode eksempels fortælling. ’Gå du hen og gør ligeså!’ Når den så også er hængt op på det dobbelte kærlighedsbud – ’elsk din Gud og elsk din næste!’ – så turde vi være i centrum af det, som lagt de fleste opfatter som kernen i det kristne evangelium. Og – skal det tilføjes – bliver et incitament for den moralsk løftede pegefinger, en pegefinger, som man skal være lidt varsom med, ikke mindst som prædikant.

I sig selv er fortællingen enkel, men den indeholder selvfølgelig også den satiriske brod, at man må kunne forvente noget mere af en præst end af så mange andre og såmænd også af en levit, som også er af præsteskab om end lidt mere usikkert. Denne lidt større grad af forventning om adfærd er fortsat et kendt fænomen – lidt irriterende, tilføjede præsten så fra prædikestolen. Heroverfor fremhæves samaritaneren, som var en ugleset gruppe i det daværende jødiske samfund, fordi de praktiserede en alternativ form for jødedom omkring bjerget Garisim i landskabet Samaria. Men på grund af denne historie blev samaritaner et positivt ord for det gode og hjælpsomme menneske, ligesom samarit er afledt heraf. Men i alt er der altså lidt kritisk lokal religionspolitik i fortællingen.

Pointen er oplagt, at samaritaneren fik medynk med den halvdøde, frarøvede mand. Ordet medynk dukker ofte op i NT i forbindelse med Jesu helbredende virksomhed. Han får ondt af dem, der lider under et eller andet. Det samme gør samaritaneren. Og det er jo smukt. Også fordi medynken ikke står alene som en beklagende følelse, men at han vitterligt gør noget – og han gør meget, så meget, at den halvdøde mand må være vågnet op som ’Jeppe i baronens’ seng, da han endelig er kommet til hægterne på hotelværelset og hans velgører er forsvundet, mens regningen er betalt. Det var en rigtig næste, han fik sig dér. Manden får ikke engang lov til at sige ham pænt tak for at have reddet hans liv. Det er vel også i sig selv en pointe.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner er illustreret talrige gange – ikke mindst i børnebibler – og her fremtræder de tre involverede ofte som typer. Samaritaneren er rund og velnæret, en venlig mand, mens både præsten og levitten skildres som nogle hårdhjertede typer, afmålte, stramme, kølige, som har skyndt sig forbi og nødigt har villet se for meget. Det lægger fortællingen også op til. Men man må også kunne supplere denne typologi med en forestilling om overskud. Samaritaneren øser af sit overskud, for han har både tid og penge og et rejsedyr ved hånden. Og måske er det sådan, at de gode gerninger er nemmere, når man både har tid, penge og overskud til at udføre dem. Måske har de to andre kun haft en stav i hånden og flad madpakke i tasken, hvilket i sig selv kan være en anledning til at gå udenom. Ingen undskyldning – men alligevel, hvis jeg skal lege Djævlens advokat.

Men jeg har engang set en radering over ridedyrs-situationen, som slog mig. Den velklædte, runde samaritaner skal til at trække sit ridedyr af sted, og den halvdøde mand ligger med en brækket ryg – altså omvendt – på det, og det er den tornekronede Kristus, han slæber på. Det er efter mine begreber en original fortolkning af historien, og pludselig er den halvdøde mand ikke en anonymitet, som de andre kan spejle deres større eller mindre godhed i, men bliver til Guds menneskelige udtryk, Hans tilsynekomst som menneske, den lidende Kristus, som vi alle bør og må forholde os til.

Hvis man skulle have hang til almindelig moraliseren, så er fortællingen om den barmhjertige samaritaner en historie om, at man bør komme sit lidende medmenneske i møde med både råd og dåd, hvis man overhovedet har mulighed for det – og som sådan appellerer fortællingen til det grundlæggende medmenneskelige, hvilket er godt nok. Men det afgørende eksemplariske ved historien er ikke, at man skal fare rundt for at finde de halvdøde, så man kan vise sin godhed frem – for sig selv og for andre – men det eksemplariske er, at samaritaneren trækker sig ud af historien og efterlader den nu mindre halvdøde mand til sin egen forvirring. Samaritaneren lader sig simpelthen ikke betale for sin hjælpsomhed, men lader det bare ske og dapper af.

Deraf dette tankeeksperiment over det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske din Gud og din næste! Dette skal kan aldrig være en kommando, for elskov, kærlighed, medfølelse, medynk – you name it – er en følelse, og en følelse kan man ikke kommandere rundt med. Den er eller er ikke – og den er flygtig. Så elsker vi vores Gud af hele hjertet, af hele sjælen, af hele styrken og hele sindet? Hånden på hjertet – det kommer an på en prøve. Smiler tilværelsen til dig og mig, så kunne man nok finde på at sende en kærlig tanke oventil, men viser den sig fra sin mere grumme side, så er de fleste af os såmænd parate til at sætte Vorherre på anklagebænken og spørge: Hvad er meningen?!? Kærligheden til Gud er normalt altid afhængig af, om vi selv har det godt, og at det kører for os. Så er kærligheden nem. Den koster ikke noget.

Man kan heller ikke ’skulle’ elske sit medmenneske, selv om den kristne civilisation såmænd gerne vil skrive det ind i sit eget værdigrundlag. Det gør den jødiske og den muslimske også gerne. Og andre kulturer også. For tilværelsen rummer nu engang kontakten til andre mennesker, og alle frygter forråelsen, det afstumpede, det dyriske, hvor kun selv-overlevelsen er usgangspunktet. Så havde vi aldrig kunnet forme noget som helst endsige skabe noget som helst, slet ikke noget, der kunne minde om en civilisation.

Så vi skal ikke elske. Vi bliver nødt til det. For vi bliver nødt til at elske den tilværelse, som vi er involveret i, og personordet for denne tilværelse er Gud. Han er ikke en tankebetinget metafysisk sløjfe over verden, Han er heller ikke en verdensforklaring, Han er livets Gud og som sådan ubegribelig i al sin vælde. Eller sagt lidt mere jævnt: Han er virkelighedens herre, Han er Skaberen, og vi er Hans skabninger, bundet til hinanden og bundet til eksistensen. Så når vi skal elske vores Gud, betyder det, at vi skal elske og ære det liv, som er givet os. Vi har ikke taget det selv. Det er faktisk ret simpelt.

Og vi skal elske vores medskabning, for ellers hører enhver sammenhæng op. Og det véd alle godt. Så af samme grund lever medfølelsen op som en egentlig naturlig reaktion – og netop ikke dyrisk – når éns medmenneske er i nød, og vi overhovedet kan gøre noget. Det ligger heldigvis så dybt, at man ikke behøver at lave næstekærlige principerklæringer ud af dét.

Men til det formål har den kristne tankeverden altså også været behjælpelig. For Guds storhed kan man altid påberåbe sig, når man vil tryne andre, men Guds ynkelighed er evangeliets kerne. Guds ynkelighed som en halvdød, frarøvet mand i en vejgrøft, er den vitterlige modvægt til Skaberens almagt. Vores liv er så at sige i klemme mellem Almagt og Afmagt, og det kristne evangelium har skænket os de rette billeder til at forstå og indse det.

Deraf kommer det, at mennesket skal føle det nødvendige stik i hjertet, når det, mennesket, går galt og fejler i sin dømmekraft. Præsten og levitten gør det forkerte, men føler de ikke dette stik i hjertet, er der kun afstumpetheden tilbage. Samaritaneren følte det – og reagerede adækvat. Og det adækvate er måske netop også, at han trækker sig, for godheden må aldrig blive en anstrengelse og lader sig ikke godtgøre ved taksigelser. Det er nok meget enkelt – med Luther – at en god mand gør gode gerninger, mens en ond mand gør onde gerninger. Men selv en ond mand bør frygte og elske sin Gud og sin næste. Men han gør det ikke – for han vil kun sig selv - og kender ikke til ærefrygten, som er det sted, hvor kærligheden og respekten mødes. Amen.