Søndagens prædiken

Oct 29, 2017

20 trin 29 oktober 2017

336, 300, 8 – 487, 439, 337.

Mattæus 22, 1-14.

Dette år har unægtelig stået i reformationsjubilæets tegn, og vi nærmer os 500-års dagen for Martin Luthers berømte opslag af de 95 teser mod afladshandlen, angiveligt slået op på kirkedøren til slotskirken i Wittenberg. Det opslag er nu nok en skrøne, men den slags skrøner – eller anekdoter – har en udmærket spektakulær effekt, idet de samler en længere begivenhedsrække i én, netop spektakulær, hændelse. Sagen er snarere, at ikke blot var Luther blevet meget skarp i sin kritik af Moderkirken, men at denne kritik efterhånden var ved at være udbredt og kendt via en af de store og skelsættende opfindelser, nemlig bogtrykkerkunsten – og følgelig var der ingen begrænsninger i oplagene af flyveblade. Det satte simpelthen offentlighed på en kritik, der havde ulmet rigtig længe – og som Martin Luther personligt lagde ryg til og havde mod til at gennemføre. Så i anledning af jubilæet synger vi dag lutherske kernesalmer, ligesom jeg vil prøve at indkredse det specifikt lutherske, hvis jeg altså kan.

Til det formål kommer dagens tekst, lignelsen om det himmelske bryllup, nok meget belejligt, fordi teksten er så ekstrem voldsom i sin udtryk – og Luther var voldsom, hvilket egentlig også kommer til udtryk i årets offentlige debat om hans person og betydning. Men i hvert fald: Himlens konge, som må være Gud, vil holde sin søns bryllup. Denne bryllupsmetafor er jævnligt brugt i de nytestamentlige tekster om Sønnens forening med sin brud, som er menigheden eller sågar menneskeslægten. Den stammer fra Højsangen i GT, hvor foreningen af brudeparret Salomon og Sulamit har været læst som foreningen af Kristus og menigheden. I hvert fald: Bryllupper er store, gode og festlige, antyder forplantningen og tegner et billede af fremtiden. Og dette bryllup er lagt rigtig stort an. Men gæsterne viste vrangvilje og havde ikke lyst – endda i to omgange. Og så slår lignelsen til med en uhørt voldsomhed. For brylluppets vært slår det første holdt gæster ihjel og brænder deres by af. Og det bliver ikke meget bedre for det andet hold – i hvert fald ikke for ham, der ikke har bryllupsklædningen på. Hvad vil du her, min ven, ud! – til gråd og tænders skæren! Så denne i sit anslag storladne bryllupsscene slår over i en domsscene af virkelig grov karakter. Så hvis vi skulle have vænnet os til at tale udelukkende om Guds kærlighed, amor Dei, så demonstrerer teksten tydeligt en anden side af Gud, Guds vrede eller ira Dei – og den kendte Luther udmærket, for han var mere bange for Guds vrede end for Fanden og alle hans kumpaner.

Så lignelsen må handle om afgørelsen: Vil du være med – eller vil du ikke? Man må også kunne sige det sådan, at himmelkongen, Gud, tilbyder sig og gør det ved formælingen mellem sin Søn, Kristus, og så alle jordens slægter, der er indbudt til dette kæmpe bryllup. Og vil du ikke være med til denne formæling, har du fortabt dig selv og er sat udenfor. Lignelsen er et voldsomt udtryk for et enten-eller.

Men den er også et meget godt udtryk for syndsforståelsen hos Luther. For – lidt groft sagt – så er syndsbegrebet i både jødedom, islam og den tidlige kirke bundet til begrebet overtrædelse, overtrædelse af et bud eller en norm, og forhandles som sådan mellem bod og tilgivelse. Men hos Luther dukker der en mere psykologisk baseret syndsforståelse op, nemlig det, som er kaldt ’menneskets indkrogethed i sig selv’, et lidt mærkeligt om end forståeligt udtryk om menneskets vilje til at ville sig selv – og hverken sin Gud eller sin næste. Synden skrider så at sige fra at være en offentlig afgørelse, autoritært styret af en teokratisk tankegang, der satte Gud som den absolutte myndighed, og bliver til en personlig afgørelse mellem indkrogethed og udadvendthed. Troen bliver så det spring, hvor mennesket når til selverkendelse om sin egen negative position og åbner sig mod ’det helt andet’, dass ganz Anderes’, som det er blevet kaldt.

En sådan bestemmelse af synden som en slags tilstand, et menneskeligt set uafvendeligt vilkår, har i den efterreformatoriske åndshistorie haft et umiskendeligt præg af antropologi, altså som læren om mennesket. Hvad er mennesket for en størrelse? Er det godt eller ondt? De franske oplysningsfilosoffer hældede mod den positive antropologi, for hvis mennesket bare blev oplyst nok, så ville det vælge moralsk rigtigt. Heroverfor står en noget senere tradition, hvor nok den tyske filosof Arthur Schopenhauer er foregangsmand i et ekstremt negativt menneskesyn – for mennesket vil kun sig selv, og det vil overleve for enhver pris. Og det er meget karakteristisk, at folk som Freud, Kierkegaard, Thomas Mann er meget påvirkede af Schopenhauer.

Men denne egentlig verdslige diskussion om menneskets væsen havde sin oplagte pendant i den kristent orienterede tænkning. For her var mennesket netop indkroget i sig selv, mens troen på Guds barmhjertighed var det ’spring’, der kunne befri mennesket fra dets selvoptagethed. Og så blev troen det helt afgørende punkt. Tror du eller tror du ikke? Det gjaldt Kierkegaard på hans særlige originale måde mellem teologi og filosofi, men det gjaldt også de store, folkelige vækkelser, som i lidt forskellig udgave har præget den moderne protestantiske verden siden 1600-tallet, om end de ikke gør det så meget mere. Men kristendommen fik denne personlige karakter, hvor ’tro – ikke tro’ blev den egentlige lakmusprøve, og herunder også troens bonitet, altså en bedømmelse af sindelaget. Men det svarer meget godt til den afsluttende moraliserende sætning i dagens tekst: ’Mange er kaldet, men få er udvalgt’. For den kristne forkyndelse ville og vil ’kalde’ alle, men hvor mange tager ’troens spring’ ud af indkrogetheden og bliver de udvalgte?

Her bør man indføje, at troen faktisk ikke er noget problem – igen lidt groft – for jøden, katolikken eller muslimen. For Gud er og han er ikke afhængig af din eller min større eller mindre tro. Denne fokusering på troens kvalitet er et udpræget protestantisk fænomen, og det er udtryk for det moderne menneskes selvvalg og som sådan dybt demokratisk, for så afgør vi Gud og Hans eksistens på Hans numeriske tilhængere. Det er i overensstemmelse med tidens ånd, men den gode Luther ville nok ikke mene, at den konsekvens var i overensstemmelse med Guds evangelium. Luthers religiøse univers var udtryk for en objektivitet og ikke en subjektivitet. For ham var sandheden objektiv og ikke subjektiv.

Således er vi indfældet i en kulturform og en religiøs tradition, som har været – og vel stadig er det – i den grad formende, fordi vi med Luther og reformationen kom ud af en stivnet autoritets skygge – langsomt men konsekvent. Der er i vores tradition ikke nogen myndighed, hverken i himmel eller på jord, der kan afgøre verden og mennesker, men der foreligger et evangelium, som vil udtrykke løftet om, at Gud og mennesker engang skal forenes. Kræver det troens afgørelse? Det mener jeg ikke – men det kræver tilliden til at være omsluttet af menneskers og Guds barmhjertighed. Det er faktisk mere en bøn end en tro – ligesom jeg gerne vil være med til mit eget bryllup og til Guds bryllup.

Netop denne ’indkrogethed’ er en bestemmelse om, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Det må erkende, at det grundlæggende vil sig selv og sin egen overlevelse. Men præcis den erkendelse åbner så også for den indsigt, at vi faktisk får det hele forærende – kærligheden, mennesker, verden og Gud – og kun i samspillet viser mulighederne sig, åbningerne mod det endnu ukendte. Så retfærdigheden er ikke vores egen – den får vi. Og netop her er Luther helt konsekvent i sin Kristus-fiksering. Det handler om Kristi fremmede retfærdighed, der renser bryllupsklædningen. Kun Han kan træde ind mellem Guds vrede og menneskets selvtrang. Så måske sidder vi ikke i Djævlens fængsel, men i vores eget. Amen.