Søndagens prædiken

Nov 5, 2017

Alle Helgen 05 november 2017

732, 289, to dåb, 573 – 571, 439, 536.

Mattæus 5, 1-12.

Alle Helgens Søndag er den klassiske danske dødedag, og jeg ved godt, at den moderne danske dødefornemmelse er mere inspireret af den amerikansk/mexicanske dødetradition, som slår over i gru og løjer. Vores mere klassiske Alle Helgen går væsentligt mere stille for sig og koncentrerer sig egentlig om erindringen om de døde. Vi lever med dem, og går måske på gravstedet og snakker lidt.

Mens andre og fremmede religiøse traditioner har en decideret dødelære, så har vi det faktisk ikke. Den mest tydelige er nok den gamle buddhistiske lære om reinkarnation, men den er i sin klassiske form snarere en evig forbandelse end et løfte om nye tilstande. I vores kristne tradition er det nok de romersk-katolske, der kommer tættest på en dødelære, fordi man opererer – i hvert fald til dels – med en sjælelære, og jeg skulle egentlig også mene, at den mere folkelige udgave af religionen – enhver religion - uvægerligt hæfter sig ved en sjælelære, for der er simpelthen logik i en sådan tænkemåde. Logikken er ganske enkelt, at det legemlige går til, det véd vi, men at menneskets sjæl, dets bevidsthed eller hvad ord man nu vil bruge, kan bevæge sig frit og uhæmmet uafhængigt af det legemligt-fysiske. Det er faktisk en meget tiltalende tanke, specielt når man er indeholdt i sit fysiske legeme, mærker aldringen og kender legemets skæbne.

I vores lange både teologiske og filosofiske tradition har man altid været på vagt over for denne adskillelse mellem det legemlige og det sjælelige – eller det immaterielle eller åndelige om I vil. ’Det åndelige’ lyder nu engang lidt finere. Men denne ’væren på vagt’ er forbundet med forestillingen om skabelse. Verden er fysisk, og den er i sit materielle, konkrete væsen god nok – og netop ikke i sig selv ond, om end der kan være meget i vejen med den. Til gengæld er den rene ånd helt ustyrlig, for den er ikke lænket til materien og kan antage alle mulige former – gode som onde. Et godt og moderne litterært eksempel på det er den engelske og katolske Tolkiens store og kendte værk, ’Ringenes Herre’, for her er ondskaben ren ånd, Sauron er ånd, og hans sorte ryttere har sorte kapper til at dække over deres manglende konturer. Grundtvig ville kaldet det ’de vilde ånders trop’, og så kan der ske hvad som helst – fordi man netop ikke holder af det skabte og skabningen. De rigtige rædsler i vores historiske proces er skabt af de hensynsløse ånder, der påstår sandheden og er ligeglade med det menneskelige og fysiske. Dét er faktisk al ideologis forbandelse, for ideologi er en sandheds- og renhedsbetragtning på den fysiske verdens vegne. Ofte og sikkert oprindeligt velmenende, men dæmonisk i sin udfoldelse, for hvad kommer først: sandheden eller mennesket?

I vores specifikke reformatoriske tradition rummer netop Luthers voldsomme opgør med afladshandlen den samme problematik. For i den senere middelalder var det gået rigtig handel i sjælene og deres efterliv, og en sådan rendyrket sjælelære, som man kunne købe sig til, var reformatorerne lodret midt imod. De opfattede det som misbrug af menneskers følelsesliv, fordi de døde netop er levende i erindringen og ikke en handelsvare, levende for Gud og ikke en ekspeditionssag til det himmelske – eller det ’helvedske’.

Så vi har ikke nogen sjælelære, og de katolske er i dag også påpasselige med den, for den næres af angst. For hvad sker der med mig? Og hvor er hun dog hende, hende jeg stadig elsker? Eller det barn, der ikke kunne leve? Vi er alle hængt op på dette tilintetgørelsens problem og stiller alle de adækvate spørgsmål. Og her finder jeg egentlig ikke det reformatoriske svar tilstrækkeligt, for det er for hard core: De siger simpelthen, at mennesket går i sin grav for at vente på sin Gud. Færdig. Af samme grund lægger vi – om muligt – vores døde, så de kikker mod øst, for derfra må Han komme, Ham, der ’lovede os bod for vånde’ – for smerte for nu at citere Grundtvig igen.

Derfor hælder jeg selv til en tænkemåde, man kan kalde analog, altså en paralleltænkning eller en forskydnings-ditto. For jeg kan ikke tænke eller erfare mig til Guds kærlighed, men hvis jeg kender til menneskers kærlighed, så kan jeg lave den forskydningsøvelse, at jeg laver den slutning, at denne verdens samlebegreb, helhedens personlige udtryk, udmærket kan omfatte mig og mit med en tilsvarende ømhed. Hvorfor ikke, når nu jeg kender følelsen fra mennesker og lever af den? Det kan ikke bevises eller efterprøves, men der er tale om en overføring af billeder og erfaringer, som er både genkendelige og nærværende for et menneskes eksistens i verden. Det samme kan siges om et begreb som ’Guds rige’; det ligger ikke nødvendigvis for enden af verden eller af mit liv, men jeg har været der en del gange og er dybt taknemlig for det; det anes som lykkens luftning. Det samme kan man sige om Helvede; vi lever dog heldigvis ikke i en tidsalder, hvor man kan true mennesker med Helvedes ild som en straffeforanstaltning, men der findes en del helveder på jord, og jeg har anet dem både personligt og kollektivt. Så de er. Og vi ved det. Og sproget, det vi kender og bruger, kender udmærket til både himmel og helvede.

En analog tænkning kender nemlig sin begrænsning – at der er utrolig meget, der ligger uden for vores fatteevne og sanseregistrering, men den anerkender netop sin begrænsning og retter sin tillid til det, som er over og uden for selvet. En sådan overskridelse af fatteevnen, tankens mulighed og den sansemæssige perception af virkeligheden, kender vi kun som billeder, der spejler den menneskelige eksistens og det menneskelige vilkår.

Det er mit fags opgave, det er teologiens opgave, at holde disse billeder i snor, så de bruges ret og ikke uret.. Så jeg slutter mig fra min egen afmagt til Guds almagt, og jeg slutter mig fra min egen skrøbelighed til Gud som den faste, som firmamentets opretholder. Jeg slutter mig fra min egen død til Jesu opstandelse, for der er efterladt i slægten et billede af opstandelsen og løftet om den kommende verdens liv. Hvordan og hvorledes er unddraget os, og det er også meningen.

Derfor er troen ikke bare en tro på noget – og den kristne tro ligger – med forlov - langt fra at forsøge sig med verdensforklaringer endsige skråsikre løsninger på denne verdens og menneskers kroniske problemer. Troen er en tillidssag, og det er det også mellem mennesker. Troen er i den forstand en suveræn livsytring – med Løgstrup – for ingen kan leve uden en grundlæggende tillid til det menneske, der kommer én, dig og mig, i møde. Dét er tro. Alt andet er mistro, splittelse, angst. Ikke fordi vi ikke kender det, men mennesket bliver altså nødt til at forudsætte troen, inden mistroen slår til og giver sig i kast med at ødelægge det levende.

Netop analogt mener jeg, at det med Gudsforholdet er det samme. Vi bliver simpelthen nødt til at stole på vores Gud, for alt andet er splittelse og ødelæggelse. Og vi bliver nødt til at stole på de billeder, som samme Gudsforhold har efterladt i vores tradition og som kan samles i det udtryk, at ’ligesom vi efterlader vores skyldnere’, så har Han samlet vores skyld i ét billede, nemlig som den korsfæstede, og dog lovet os både opstandelse og den ny verden – igen det er en tillidssag og ikke andet. Men det er også nok.

Det interessante ved kærligheden er, at den ikke kan begrundes. Den kender ikke til kausalitet. Gjorde den det, ville den ophæve sig selv på stedet – nedgjort af forklaringer. Følelsen for den anden eller for de andre har et umiddelbart liv, mens det middelbare er en forskræmt indsigt, hvor man garderer sig. Og vi kan – i endelighedens navn – ikke gardere os mod døden, men må gå i vores grav i tillid til, at vores elskede holder os fast i erindringen, og at vores Gud gør det samme i Jesu navn. Igen: tankerækken er analog mellem denne verden og så Guds verden, som overgår al begribelighed. Amen.