Søndagens prædiken

Dec 24, 2017

Juleaften

Særligt program.

Lukas 2, 1-14.

De færreste er vist klar over, at julen og dens fejring har en vis politisk oprindelse, for da den kristne kirke først havde fået magt, som den havde agt, gik man for alvor og kollektivt i gang med at fejre Jesu fødsel – og dertil var disse barndomsfortællinger overordentligt velegnede: Staldscenen i Betlehem med de himmelske hærskarer, hyrderne, der ærbødigt stryger huerne for barnet og dets moder, dyrene, der fredeligt gumlende kikker på – og langt borte fra kommer de hellig tre konger ridende belæsset med gaver til Gudsbarnet, og de følger den nye stjernes rute, stella nova som nybruddets himmeltegn. Unægtelig smukke, plastiske og elskede historier, der fortællemæssigt iscenesætter vores egen jul.

Når jeg nævner det politiske element, skyldes det, at man antagelig med omhu, rettidig omhu, har valgt d. 24. – eller formelt rettere d. 25. dec. – som Hans fødselsdag, for datoen passer til solhverv d. 21. dec. og til nytår 1. januar og er midt imellem. Som solen er Han lyset, der kommer til verden, og som det nye år er Han det kommendes frembrud. Så det er iscenesat af en kirke, som snart sagt omfattede alle på dét tidspunkt, men det er smukt gjort. Og vi ville ikke undvære det.

For julen er for os den helt store, årlige kollektive fest, hvor alle er med, og alle forholder sig til dens væsen under en eller anden form. Intensiteten fejler ikke noget, forbruget svinger mellem tugt og utugt, familiebåndene bliver stærkere og tydeligere – og nævn mig den familiejul, hvor der ikke er engle på taget, og både juleglæden og julesorgen bliver evident i julelysenes skær. For dem, vi måtte savne, er også med, når først det bliver jul, og den guddommelige fortryllelse sænker sig over det ganske land, og gør det netop i spændingen mellem glæde og sorg. Så intensiteten er der, også nu, hvor vi som et slags præludium åbner for aftenens festligheder ved at gå i kirke og formemme, at nu fødes Han her hos os, iblandt os. Tiden står helt stille, for alle genkender det hele, og alt er nøjagtigt, som det skal være.

Den tyske forfatter Thomas Mann kalder festen – og han nævner specifikt julefesten – han kalder festen for ’livshemmelighedens højtidsdragt’, og han gør det netop som en gentagelsesrytme. Eller – om man vil - festen er en mytisk iklædning af vores liv. Myten er det genkendelige, det gentagne, det mønster man følger, mens tiden selv bare bevæger sig hen ad en linje og ingen hemmelighed har i sig. Og vi er til daglig, ved lav-tid, virkeligt underlagt tidens acceleration og ved egentlig ikke rigtig hvorfor, for tidens bevægelse har ikke i sig selv defineret noget mål. Tiden går og gør det uophørligt, men det sker uden mål og med. Eller rettere: Tiden som fænomen rummer lige dele fremskrivninger og overraskelser i sig, lige dele beregneligheder og u-beregneligheder i sig. Med festen er det anderledes, og jeg skulle mene, at den er livsnødvendig, også af mentalhygiejniske grunde. For alle stopper op og genkender det hele, og alle sanser får alt, hvad de kan trække. Det samme får alle ritualerne, og kender jeg børn ret, så er de endda meget omhyggelige med julens rytmer – det vi i alt kalder traditionen. Den veksler lidt fra familie til familie, men grundmønsteret ved julen er præcis det samme for os alle sammen og dette mønster lever af genkendeligheden.

Julen som rytmisk form udtrykker den erkendelse, at det, som var, også er det, som er, og er samtidig det, som kommer. Eller sagt på et lidt anden måde: Ingen kender dagen i morgen, men vi ved med usvigelig sikkerhed, at julen kommer tilbage igen næste år og næste år og…  Det svarer til naturens rytme, for her veksler årstiderne med samme nødvendighed. Vi ved det og regner det med rette som en selvfølgelighed. Det virkeligt ildevarslende ville være, at sommeren udeblev, og netop som ildevarsel er en sådan udeblivelse over tre år – ifølge den nordiske mytologi – det endelige varsel om ragnarok. Sammenbruddet. Hvis man forestillede sig, at julen udeblev, så ville det være et ildevarsel om vores civilisations undergang. For når genkendeligheden går op i røg, så er det intet, mennesket kan holde sig til.

Og det, vi holder os til, er samhørigheden mellem himmel og jord. Der er tale om en vertikal linje, en lodret linje mellem det himmelske og det jordiske – og nedenunder det underjordiske. Tiden som bevægelse hen ad en linje er horisontal og bevæger sig mellem en uendelighed bagud og en uendelighed forud – og er netop uberegnelig. De tiden er ubønhørlig i sin bevægelighed fremad, bør vi nok være – og er det vel netop – taknemlige for de rytmer, som ikke bevæger sig, men skænker os fornemmelse af at leve i et storslået Nu.

Og et sådan storslået Nu er julen som fest. Den er trofast og tilbagevendende, alle glæder sig og forbereder sig og bruger en frygtelig masse penge – og tager endda stress-momentet med – men ingen vil undvære den endsige undsige den, for den skænker os betydning i vores livsduelighed og i vores bevidsthed om, at Gud og menneske er fælles om jordens liv og er det i en lidenskabelig, koncentreret og nærværende form.

For midt i al trængslen og alarmen véd mennesket ind under jul udmærket, at dets eksistens er gudbenådet, for vores egne nyfødte ligner den lille i krybben, og vores egne døde må stole på, at Han, den lille, både kender menneskets liv og dets død, og også er, når den fase kommer. Det gudbenådede er, at vi alle – hele vejen igennem – er af Guds slægt, også når tiden æder os op. Det er denne mentale nødvendighed julen rører ved, når vi pynter verden op til guddommelighed ukendelighed, middagen smager bedre end nogensinde – og dansen går. Med til dette overflødighedshorn hører gaverne, og gavepapiret fylder knæhøjt. Sådan er guddommelighedens ødselhed. Glædelig jul. Amen.