Søndagens prædiken

Feb 25, 2018

2 fasten 25 februar 2018

557, 448, dåb, 547 – 492, 439, 722.

Markus 9, 14-29.

Med de landvindinger den naturvidenskabelige tænkning har indhøstet, ville vi aldrig sige, at den syge unge mand i teksten led under en dæmonbesættelse. Tilfældet ligner unægtelig et anfald af epilepsi, som vi har medicinske behandlingsformer for. Men det kan man ikke bebrejde disse gamle tekster, for de afspejler tider, hvor man ikke i samme grad som vi kunne beherske naturen og overkomme mange sygdomme – men de sygdomme, som vi ikke kan overkomme, er fortsat og faktisk skræmmende. Og et anfald af epilepsi er meget skræmmende; det ser simpelthen vildt voldsomt ud og svarer nøjagtig til den beskrivelse, teksten gengiver. Og de gamle ville uvægerligt følge deres sanseregistrering, og så ligner et sådant anfald, at en fremmed, udefra kommende magt har ondt i sinde og pludselig kaster sig over sit offer. Vi er bare så heldige, at vi véd, hvordan vi skal reagere, og at et sådant anfald ligger inden for vores forklaringsramme. Så hvis man vil ind i teksten, så er det ikke selve sygdommen – epilepsien eller dæmonen – der er interessant, men den ulykke, der plager denne unge mands far. Han er simpelthen fortvivlet over den skæbne, hans søn er indfanget af, og han vil gøre alt – alt – for at hjælpe ham ud af den. Det ville vi også gøre hvis vores børn blev udsat for en sygelighed, som ikke kunne helbredes. De findes; der er fx kræftformer, som man ikke kan stille noget op med, og hvor den voksne må indoptage smerten og netop vil prøve alt for at finde alternative behandlingsformer. I den forstand er dagens historie absolut genkendelig: en ulykkelig far og en uhelbredelig ung mand. Man gør alt, hvad der står i éns magt, også selv om det ikke lykkes. Men dét er til gengæld troen, for viljen er der, og man skulle være et skarn, hvis man var ligeglad med sit barns skæbne. Og det er samme viljes-tro, der dukker op i farens formulering: ’Jeg tror, hjælp min vantro!’ Troen er håbet, vantroen er fortvivlelsen. Håbet afsøger alle muligheder, fortvivlelsen lukker dem af én for én, og smerten sidder tilbage. Men helbredelser kan også fortsat blive oplevet som mirakuløse, for odds var mere end dårlige – og dog klarede patienten mærkværdigvis skærene og blev rask.

Men – man skal ikke forsøge sig med mirakler. Og de, der gør det, hører til blandt ekstremistiske religiøse grupperinger og er sikkert velmente – men velmente svindlere. For mennesket skal under ingen omstændigheder sætte sig i Guds sted, og ingen skal få mig til at sige, at bønskraften kan helbrede en epileptiker, selv om det faktisk står i teksten som udgangsreplik. Men jeg accepterer til gengæld, at Gud i Jesus af Nazareths skikkelse har besøgt sit folk, og at der ved den lejlighed flød rigeligt med helbredelser fra Hans hænder. De er så at sige tegn på Guds momentane nærvær og er ikke behandlingsanvisninger i forbindelse med overophedet religiøsitet. For hvis man virkelig ville indregne virkningskraften, så havde man gjort bøn til kausalitet og rubriceret bønnen under årsag-virknings-kæden. Og netop kausalitetstænkningen er vildt dominerende i vores verden, hvor enhver virkning skal have en logisk årsag, hvorved man netop underkender det overraskende, det pludselige og det mirakuløse – for alt skal forklares. Og når man ikke kan forklare noget, bliver mennesket forvirret og usikkert.

Nej, bøn er et følelsesudtryk, der ligger mellem taknemlighed, håb og fortvivlelse. Bøn er den personlige henvendelse til Gud som samlebegreb for verden, og Han er netop en person, som man selv er en person. Man kan ikke personligt henvende sig til en begrebsdannelse, men man kan personligt give udtryk for sine følelser, og de ligger i feltet mellem taksigelse og fortvivlelse. Bøn er en henvendelse på højeste sted og er som sådan udtryk for menneskets egen betydning. Hør mig, Herre! – så véd man, hvem man selv er, og man henvender sig til almagten og gør det vel vidende – at Ham kan man netop ikke styre. Men derfor er følelsesudtrykket ægte nok og alvorligt nok. Virkningen kan man kun håbe på, og præcis dét er det utilregnelige ved guddomsmagten – og mennesket véd det. Alt andet er at stikke blår i egne øjne.

Så den unge mands far beder sin bøn, og den er følelsesmæssigt adækvat nok. For han beder for sin søn – og ikke for sit eget. Han er på en vis legemsdel, og mon ikke vi alle – netop i ekstreme situationer – kender spændet mellem håb og fortvivlelse. Og man kunne egentlig godt omformulere replikskiftet ham og mesteren imellem til følgende udsagn: ’Intet er muligt for den, som ikke tror’. Vi bliver simpelthen nødt til at tro – på vores nærmeste, på vores menneskelige relationer, endda på ’systemet’, for uden tro skærer man ganske enkelt sig selv ud af sammenhængen. Men troen er altid risikabel, for enhver kan blive svigtet, undsagt, forladt, og så slår troen over i sin modsætning, som er vantroens fortvivlelse. Jeg ved godt, at vi normalt bruger udtrykket ’vantro’ om forkert tro – islam gør det i hvert fald ud fra en formel definition – men netop i dagens tekststykke er vantroen opgivelsen af håbet og fortvivlelsens overtagelse af den stakkels far.

Kort sagt: Man kan ikke tage Gud til indtægt for noget som helst, og mennesket kan hverken ved bøn, besværgelse eller anråbelse ændre ved noget, der sker. For ’alting sker anderledes, end man tænker’, sagt med Thomas Mann. Og det kan ingen ændre på, da menneskets forudgribende tanke ikke kontrollerer begivenhedsforløbet alligevel. Og hvis Gud er virkelighedens herre – hvilket jeg skulle mene, at Han er – så kan hverken tankekraft eller bønskraft overkomme og styre samme virkelighed.

Det havde den epileptiske unge mands far næppe heller forventet, men hans følelsesudtryk er ægte nok inde i kærlighedsforholdet til sønnen. Og han bliver bønhørt - ikke fordi han har henvendt sig på højeste sted med et stærkt bøns-potentiale – men fordi han er ekstrem heldig og løber bardus ind i Guds nærvær i kraft af Kristi tilstedeværelse. Det er disse helbredelsesfortællingers pointe, at det kun er Jesus af Nazareth, der kan gøre det – og kan gøre det fordi vi tror, at Han er Guds væren på jord, vel at mærke afsondret i tid og rum, men fortællingerne om Ham overlever og beretter om håbets potentiale i enhver situation.

Sagt kort: Gud er i trosbekendelsen defineret som Skaber, fader og Almagt og som sådan er Han det hele. Om Han også er god og gør derefter, lader trosbekendelsen stå åbent, men det har gennem vores traditions historie været et kronisk problem, om Han nu også er så god, når den skabte verden er, som den er, og vi alle lever med en massiv vilkårlighed, for virkeligheden gør nu engang, som den gør, og ingen kan indregne dens udslag. I det lys vil jeg henvise til, at trosbekendelsen gør Kristus til ’Vor Herre’, en titulatur, som vi nærmest pr. automatik vil tillægge Gud Fader. Men trosbekendelsens fædre vidst det altså: At det ikke er Gud, der er Vor Herre, for Gud er forudsætningen for verden, men at det er Kristus, der er Vor Herre. Og her vil jeg henvise til et sundt statement fra kirkefaderen Augustin, der netop siger, at vi ikke kender Guds karakteristika – om Han er god eller ond eller det hele – men at vi tror på, at Guds kærlighed viser sig i Kristus – og kun dér. Det er ikke Gud selv, der er kærligheden, for så forflygtiges virkeligheden, men det er Kristus, der er Guds kærlighed – og så fortæller vi en historie om en desperat far, der af al magt – og netop afmægtig – søger helbredelse for sin hundesyge søn.

Så ’jeg tror, hjælp min vantro’ er menneskesjælens anråb. Vi griber alle til det, når vandene har det at lukke sig over sindet, men evangeliet er så, at det er sket – og kan ske. Vi er inden for håbets kategori, vi er inden for længslens dimension, vi konfronterer viljen med afmagten – men han fik sin søn tilbage i hel tilstand. Det kan godt være, at den kølige rationalitet ikke vil vide af det, men den varme irrationalitet vil gerne – og bøjer sig ikke af fortjenstfuldhed men af taknemlighed. Amen.