Søndagens prædiken

Mar 4, 2018

3 fasten 4 marts 2018

739, 441, (dåb), 52 – 192, 439, 7.

Johannes 8,42-51.

Søndagens tema er ret oplagt konflikten mellem sandhed og løgn, og den er faktisk spændt hårdt op i teksterne. Der er tale om et enten-eller. Men jeg associerede umiddelbart til replikstiftet mellem Jesus og så Pontius Pilatus fra lidelseshistorien i Johannes-evangeliet, hvor Jesus meddeler sin dommer dette: ’Enhver, som er af sandheden, hører min røst’, hvorpå Pilatus replicerer: ’Hvad er sandhed?’ Jeg har altid læst dette spørgsmål – hvad er sandhed? – som en desillusioneret romersk embedsmands suk over jødernes evige interne stridigheder om den rette gudsforståelse, stridigheder, som nu har ført denne Jesus for hans dommersæde. Pilatus havde hellere været fri, hvilket er tydeligt i alle fire evangelier, men jøderne tvinger ham og gør det med politiske grunde, herunder en henvisning til kejseren i Rom. Han opfatter nok anklagen mod Jesus for det, man juridisk vist kalder ’unødig trætte’, men han giver efter for presset og domfælder Jesus – igen netop af politiske grunde. Pilatus er vist pragmatiker og skal redde sit skind, hvilket man nøgternt set næppe kan fortænke ham i. Men den kristne eftertid har til gengæld bebrejdet jøderne hårdt, at de ville slå Guds Søn ihjel, og samme eftertid har bebrejdet Pilatus hårdt, at han lod det komme dertil. For Han, Jesus, var jo Guds Søn med deraf følgende implikationer – og det var og er sandheden. Eller?

Så hvad er sandhed? Sandhed er faktisk et meget svært begreb, for det har i hvert fald en teoretisk side og en praktisk side, ligesom det også har en objektiv side og en subjektiv side. Den teoretiske side hælder mod en eller anden form for systemtænkning, mens den praktiske side hælder mod en konkretisering i en bestemt situation. Den objektive side af sandheden vil gøre den offentligt uomgængelig, den subjektive side vil internalisere den, så sandhed er for den enkelte og ikke nødvendigvis for den anden. Sandhed – sandhed som sådan – har altid været et stridens æble i forhold til menneskeånden, og dens modsætning er lige så evident - og er løgn. Vi lever og ånder i denne modsætning, som er lige så grundlæggende som dette at kunne skelne mellem godt og ondt, lys og mørke, rigtigt og forkert.

Men teologen og filosoffen K. E. Løgstrup har et rigtig godt statement om relationen mellem sandhed og løgn, idet han hævder, at sandheden kommer forud for løgnen; den er en såkaldt suveræn livsytring, mens løgnen kommer bagefter og så at sige snylter på sandheden. Så giver sandheden i den konkrete situation sig ligesom af sig selv, mens løgnen manipulerer som styrende bevidsthedshandling. Det er samme fænomen, der gemmer sig i løgnedetektoren, for man skal anstrenge sig for at lyve, mens sandheden er ligefrem. Om man derfra kan slutte sig til Luthers udsagn: ’Du skal elske sandheden!’ er en anden sag, men det er rammende sagt. Først sandheden, så løgnen.

Men der er ét træk ved sandhed/løgn-modstillingen, som vi som kirke og menighed nok børe være opmærksom på, nemlig at religion som sådan udfordrer modstillingen. Netop fordi religion beskæftiger sig med det, vi ikke kan se, ikke kan vide og slet ikke kan godtgøre, provokeres modstillingen og gør det mellem tilslutning og afvisning, mellem hengivelse og foragt. Sagen er, at religion – og ganske specielt den monoteistiske tradition, som vi, jøder og muslimer er børn af – gerne vil etablere guddommen som et samlebegreb for verden, både intellektuelt og følelsesmæssigt, og gøre det i kraft af tanke og billede. Hvis man vil samle verden i ét udtryk, fremprovokerer man simpelthen en dualisme mellem hvad, der er sandt, og hvad, der ikke er sandt – altså løgn. Og så ligger striden lige for. For modsigelsen er der altid - det kan ikke være anderledes. Spillet mellem påstand og modsigelse bliver et spil mellem sandhed og løgn. Hvad er hvad? Og det er præcis her, Pontius Pilatus står af, for han er helst fri for modstillingen og skal blot sørge for, at jøderne er politisk loyale over for Rom og betaler deres skatter. Så han ligner en politiker, der gerne vil have ro i lejren – og ikke Gudsmorder.

Men vil man samle verden i ét udtryk, så har man allerede etableret sig med et overbegreb, såsom Guds almagt eller Allahs storhed. Det er såmænd det samme. Og det er dybest set forskellen mellem de polyteistiske systemer og det monoteistiske system, at polyteismen opretholder en spredning af magterne, mens monoteismen vil samle magterne i én magt – og det hele bunder i, at mennesker eller mennesket altid har levet i et afhængighedsforhold til alt det, det ikke kunne styre – og det var og er en hel del. Men samler man gudsmagten til én, så har de, der har patent på guddommen, en tilsvarende magt – for de får retten til at fortolke virkeligheden inden for ét altomfattende begreb. Og fortolkningsretten har i hele denne lange tradition været tillagt de skriftlærde og de retslærde som præsteskaber, for verden hang netop sammen – en civilisatorisk omstændighed, som man ikke skal underkende.

Jeg tror egentlig, at denne trang til at samle verden i ét udtryk, som så også netop bliver Sandheden med stort S, er grundlæggende som middel til at styre og kontrollere sine omgivelser. Det gælder de store monoteistiske religioner, for de har haft – til dels har – en enorm magt over menneskers liv og færden, men det samme har de store ideologier også haft, uægte børn af religionen, som de var – og det samme kan siges om de politisk farvede men ideale værdisystemer, såsom menneskerettigheder og demokrati, som vi prøver - som det mest selvfølgelige - at afsætte til resten af verden. Der er hele tiden et overbegreb af sandhedskaliber, der spøger, og det spøger i dominansens navn.

Men lige præcis i det lys er det – efter mine begreber – velgørende, at hverken Gud, ideologien eller menneskerettighederne eller lignende er ’vejen, sandheden og livet’, men at Kristus er det. Og vi skylder Paulus tak som den første, der har påpeget det, fordi han laver koblingen mellem den korsfæstede og himmeltronende. Disse størrelser er i sig selv skrigende modsætninger, men han samler dem i en gudsbegivenhed, som har forsoningen, ikke striden, som sit mål. Følgen er, at almagten har fået et menneskeligt udtryk, og at storheden har fået lidenheden som sin jævnbyrdige.

Det vil sige, at ethvert overbegreb, menneskeslægten måtte ty til, og det gør den, relativiseres og modsiges af et menneskeligt udtryk. Og dette menneskelige er ikke en ideal tilstand endsige en moralsk overophedning, men er en fortællende billeddannelse, der skildrer en på sin vis banal menneskeskæbne mellem fødsel og død og efterliv – en billeddannelse, som enhver af os kan identificere os med – for den ligner, og alle længes efter, at den ligner hele vejen igennem, også i det himmelske.

Er vi selv af sandheden? Det skulle jeg mene, når sandheden er en lettelse. Så er vi i pagt med den, for det indlysende giver sig selv. Det skal ikke forklares, men er sig selv. Den afslører, men det er kun løgnen, den afslører, og afsløringen er igen en lettelse. Eller er den? Ja, det må jo komme an på løgnens prøvelse og vitterligt er det, at løgnen kun har sin tid, for sandheden sætter sig på et tidspunkt og heldigvis altid igennem.

Så jeg er ret sikker på Løgstrups teori om de suveræne livsytringer. Godheden kommer først, ondskaben prøver at æde den op, tilliden er forud, mens mistilliden prøver at udhule den, sandheden er først, mens løgnen snylter på den. Derfor er skabelsen god nok, men den er konstant under angreb – og dét er vilkåret for den proces, som vores virkelighed også er.

Hvis jeg må bruge teksten til at fremhæve dobbeltheden?: Hos Jesus kan der ikke påvises nogen synd, men Han blev den skyldige – den uskyldigt skyldige kan man sige – for at Gud kunne blive menneske og mennesket blive som Gud. Det kan ikke beskrives som teori, men det kan gengives som billede – ’hil dig, frelser og forsoner!’ – dig og mig. Amen.