Søndagens prædiken

Mar 29, 2018

Skærtorsdag 29 marts 2018

180, 456, 461 – 469, 439, 536.

Johannes 13, 1-15.

Oprigtig talt har jeg aldrig brudt mig synderligt om forbillede-historier. Den uvægerligt moralsk løftede pegefinger er mig for meget, og den klæder heller ikke den kirkelige tradition, for godheden og barmhjertigheden kan hurtigt blive indstuderet og dermed lettere hul. Det klassiske eksempel herpå er egentligt den ceremoni, der – vist nok – nu til aften gennemspilles i Peterskirken i Rom, hvor paven i egen høje person rituelt fodvasker 12 nøje udvalgte romerske drenges fødder. Man kan jo tage det for, hvad det er, og den nuværende pave skal være en godhjertet person – men jeg har dog lært af Løgstrup, at man ikke kan sætte godheden i scene og slet ikke ovenfra.

Men i hvert fald. Evangelisten Johannes vil oplagt ikke røre ved nadverens elementer, brødet og vinen, men laver i stedet denne fodvaskningsscene, hvor den guddommelige ydmyghed træder i karakter. Herren og Mesteren knæler for sine disciples fødder og ordner dem, for fødder i sandaler vil altid være beskidte. Så det er i hvert fald en gestus, før det bliver til et forbillede.

Og så må jeg hellere forfra. Det bærende princip i den kristne forkyndelse er inkarnationsprincippet – at Gud også har et menneskeligt udtryk. Deraf kommer egentlig treenighedslæren, hvor Gud som skaber og opretholder er over verden og bag verden, Han er personordet for virkeligheden i al dens vælde. Forstået sådan er Han et overbegreb, der samler helheden i ét udtryk, nemlig ordet Gud, som så den enkelte, individet, kan forholde sig mere eller mindre distant til. Men der er i hvert fald en personlig selvfølelse i det, for jeg’et og Gud er i en direkte relation. Denne relation udmøntes konkret i Kristusskikkelsen, som er trosbekendelsens anden artikel, for her bliver overbegrebet til et menneske af kød og blod og til en historie, der ud fra en menneskelig vinkel bliver meget genkendelig. Så Gud er over verden, men Han er også i verden – i en konkret persontegning og ditto livsforløb. I den mere traditionelle dogmatik vil man gerne slutte fra Kristi kærlighed til Guds kærlighed generelt, men – med kirkefaderen Augustin – så kan man ikke slutte fra det specielle til det almene, hvorfor man kun kan sige, at dette at Gud har åbenbaret sig i Kristus er en kærlighedsgestus over for menneskeslægten, men egentlig ikke kan sige noget om, hvad Gud ellers måtte være. Altså: Vi kender kun Guds kærlighed i kraft af Kristus – og intet andet. Gud selv er fjern, mens nærheden tilhører Kristus. At dette nærvær er kronisk og indeholdt i tiden og historien er udtrykt ved trosbekendelsens tredje artikel, hvor vi bekender troen på Gud Helligånd, der som tredje ben holder sammen på de to andre artikler og gør det i tid og rum. Inkarnationen fortsætter så at sige hen ad tidens linje ved hjælp af Ånden og omfatter også os som kirke og menighed. Deraf kommer det, at den kristne kirke med udtrykket ’corpus Christi’ vil forstå sig selv som den institution, der over tid formidler Guds nærvær som en løbende proces. Vi har i kraft af dåben og Helligånden altså ’lod og del’ i guddommen - for nu at bruge tekstens udtryk. Vi er både ånds- og vanddøbte.

Men denne ’lod og del’ accentueres tydeligt i nadverens elementer, som er brødet og vinen, og netop denne uddeling, dette bordfællesskab, forstås i traditionen som en løbende videreførelse af ’den sidste nadver’. Det teologiske spørgsmål over for teksten må være, om evangelisten Johannes ligefrem undsiger bordfællesskabet og erstatter det med en kærlighedsgestus – eller hvad han gør? Min bedømmelse vil være, at denne åndsbårne forestilling om Guds fysiske og kroniske nærvær kan tage flere former, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men måske snarere supplerer hinanden. Mit spørgsmål er egentlig, om nærværet rituelt kan institutionaliseres – hvad enten det nu er brødet og vinen eller kærlighedens gerninger eller begge dele?

Nu har der alle dage i kirkens historie været til tider heftige diskussioner ikke mindst om nadverens elementer, spændende fra en faktisk og konkret forvandlingsteori og til en troens mere åndelige fortolkning. Men et eller andet sted handler det – desværre – om magt. For kan man monopolisere Guds nærvær, så forvalter man det helliges magt, og det vil følelsesmæssigt være meget værdiladet. Det hellige er nemlig – med Rudolf Otto – både tiltrækkende og afskrækkende. Denne diskrepans læser man nok bedst ved at gå ind i dagligsproget og spørge: Hvad er helligt for mig? Når man kan svare på det spørgsmål, så er følelsen uvægerligt spændt op mellem to poler. For enten er det her meget alvorligt, meget vigtigt – og så er det helligt, urørligt – eller også er det hamrende ligegyldigt, og så kan I gøre med det, hvad I vil. Og så er der selvfølgelig en række mellemformer i det almindelige liv. Men forestillingen om det hellige er således en følelses-udløser, og reaktionen bliver derefter – mellem vrede og begejstring, mellem forargelse og nonchelance. I den udgave er det hellige en subjektiv fortolkning af et fænomen, og sandheden bliver således helt ens egen. Man kan nogle definere det hellige som en objektiv størrelse og få andre med sig, så bliver følelsesreaktionen kollektiv og egentlig massiv. Deraf kommer det, at religion kan antage en kollektiv og farlig karakter, for religion vil netop omgås det hellige som Guds nærvær.

Guds nærvær for en jøde vil i høj grad være en overholdelse af Guds lov, forstået som adfærd og levemåde. Det samme gælder for muslimen, som gerne vil være i overensstemmelse med Guds vilje. Hvad der gælder for det moderne, kristne menneske véd jeg snart ikke, for vi har ikke længere noget kodeks for kristelig adfærd eller levemåde. Hvis der er et kodeks, der er almindeligt anerkendt, så er det snarere det dobbelte kærlighedsbud, hvor vi skal elske vores Gud og vores næste – og næstekærlighed véd man da, hvad er. Det er, at dit medmenneske kalder på dig, og så er vi i tjeneste. Ikke nødvendigvis fodvask, men så assistance, nærvær, hjælp under en eller anden form. Hele det moralske kompas er afhængigt af det forhold, at vi anser vores medmenneske – måske ikke for helligt – men så i hvert fald så vigtigt, at det nærmer sig det hellige. Ellers havde vi for længst skudt de både i sænk, der fragter illegale indvandrere over Middelhavet og var gået over i brutalitetens særlige kyniske livsmåde, der slænger ligene på møddingen eller i massegrave.

Men også det moralske kompas kan komme i uorden, og de historiske eksempler herpå er rigtig mange, nok også fordi moralen kun er det stillads om den menneskelige natur, der holder bygningen oppe. Filosoffen Arthur Schopenhauer hævder endda, at viljen til liv, viljen til at overleve uanset hvad, er så grundlæggende og gennemtrængende, at alt det, vi måtte kalde værdier og humane idealer slet ikke kan klare sig over for en sådan massiv vilje til liv og overlevelse, som reagerer, hvis den bliver truet på sin egen substans.

Som modvægt hertil er forestillingen om det helllge ikke det ringeste. For det hellige er efter mine begreber det urørlige og som sådan nødvendig for at lære formasteligheden at kende. Så når budet er, at du skal elske din Gud, så skal du elske din Kristus, og du skal elske din bror. Du og jeg elsker vores Kristus, som netop ikke ville overleve for enhver pris, men i stedet give sig hen for mennesker. Ham er vi fælles om, når vi indtager Hans legeme og blod under den fredsommelige skikkelse af brød og vin. Og det er helligt, fordi det er vigtigt, og det er betydningstungt. Vi skal tilsvarende elske vores næste, for han eller hun er hellig ved deres blotte eksistens som Guds skabninger.

Så Guds nærvær er reelt nok. Nærværet er det helliges nærvær. At det kan misbruges er sandt nok, men truslen om misbrug kalder på det moralske kompas. Menneskeværd er nemlig også det hellige som tilskrivning til mennesket. Det er velsignelsen over – og velsignelsen er det gode tegn. Så tak til Gud. Amen.