Søndagens prædiken

Apr 1, 2018

Påskedag 01 april 2018

227, 218, 223 – 236, 233, 234.

Mattæus 28, 1-8.

Selvfølgelig opstår Jesus af graven. Ligesom Han fødes julenat, står han også op af graven påskemorgen. Vi fejrer jo begge dele, julefest og påskefest, og gør det med intensitet i vintermørket og under forårssolen. Det er meget ligetil, i hvert fald for barnetroen og for billeddannelsen. At rationaliteten slår kors for sig og surt svarer, at det ikke kan lade sig gøre, kan jeg egentlig ikke tage mig af, for Han er jo Guds søn, og så kan alt lade sig gøre. Det er i hvert fald troens åbning.

Men udsætter man opstandelsen for virkelighedsprøven – hvis jeg må sige det sådan – så er den selvfølgelig problematisk, for opstandelse hører just ikke til inden for vores erfaringsverden. Men det er der nu en hel del ting, der ikke gør, og man skal – med Lennart Cohen – ikke lade fakta stå hindrende i vejen for sandheden. Derfor denne vinkel på den historiske proces fra min side:

Man bør kunne skelne mellem det, der var, og så det, der blev. Man bør kunne skelne mellem faktuel historie og så virkningshistorie. Inden for den moderne videnskabelighed, som har været dyrket i flere hundrede år, har man opøvet en historisk-kritisk metode og bevidsthed, der konsekvent søger efter, hvordan det oprindeligt var – og ikke, hvad der kom ud af det. Men præcis dét efterspørges i dag under den anglofile betegnelse ’story-telling’. Det hænger præcis sammen med, at den historisk-kritiske metode får historien til at tørre ud som fortælling, og den gør det selvfølgelig i redelighedens navn, for den religiøse tolkning af den historiske proces kan hurtigt blive vidtløftig, den ideologiske tolkning af forløbet kan blive til et overgreb, ligesom den nationale historieforståelse egentlig var meget krigerisk, for så får egen nation forrang for andre nationer. Den historisk-kritiske metode er nøgtern til det kedsommelige og mister fuldstændig overblikket, for overblikket er sammenhængen – og hvem tør i dag fortælle sammenhængen uden at komme på kant med fakta?

Et eksempel: I forbindelse med 100-året for 1. verdenskrig er der udgivet mange bøger, ikke mindst i forbindelse med den danske sønderjyske deltagelse på tysk side, og mange af disse bøger rummer et væld af detaljer, men det blev ret tydeligt, at det helt afgørende var, hvordan man fortalte om 1. verdenskrig – altså fortællingen om denne store krig. Og den fortælling lever netop ikke af detaljen men af overblikket og sammenhængen. Dermed peger fortællingen uvægerligt frem mod eftertiden, for hvordan oplever man det, der skete dengang, nu, ligesom den evner at ridse fortidens forudsætninger op. Fortællingen bliver til virkningshistorie, for hvad blev konsekvenserne? Hvordan det i virkeligheden var, fortoner sig som spørgsmål, for virkeligheden var og er alt for kompleks, men der kom en proces ud af det, der kan opfanges af fortællingen om forløbet, og den fortælling kommer ind i nutid, fordi den er fortalt i nutid. Der er således et i alt interessant spænd mellem faktuel viden og fortalt viden.

Netop dette har mit fag, teologien, altid været bevidst om, for vi omgås ældre, religiøse tekster, der vitterligt er stærkt tendentiøse – men er der så en historisk fakta-kerne et sted? Den er i hvert fald meget svær at oplede, og det klassiske eksempel på anstrengelse er det, man har kaldt ’jagten på den historiske Jesus’. Det er prøvet over flere tempi i videnskabelighedens hellige og kritiske navn, men det har været plat umuligt at fravriste disse tekster en historisk virkelighed. Det man nok gør i dag er, modsat, at skelne mellem ’den jordiske Jesus’ og så ’den historiske Jesus’ og så ændrer udtrykket ’den historiske Jesus’ betydning. ’Den jordiske Jesus’ véd vi faktisk intet om, men der må have levet en person på det sted og på det tidspunkt, der har sat en stribe historier i gang – netop historier, story-telling, og som sådan er indgået i det historiske forløb, blevet til en del af den historiske proces.

Så bliver det ’fortællingens Jesus’, som bliver ’den historiske Jesus’, for selv om man ikke kan påvise fakta – heller ikke om opstandelsen – så kan man i hvert fald påvise virkningen, for den har været enorm og har også forårsaget, at vi er til stede i kirkerummet i dag. Og hvis jeg må krydre det sagte med endnu en historie – som jeg nok har bragt til torvs før – så vil jeg referere til en scene hos den spansk-franske filmskaber Bunuël, der lader sit sædvanlige spanske højborgerskab sidde til bords og både højlydt og akademisk diskutere, hvorfor Jesus af Nazareth fik den betydning, som Han fik. Da de ikke kan komme til rette med spørgsmålet, beslutter de sig til at spørge en ’mand af folket’, så da tjeneren kommer ind igen for at byde kødet rundt anden gang, spørger værten ham: ’Sig os, gode mand, hvordan kan det være, at Jesus fik så stor en betydning, som han fik?’, hvorpå tjeneren prompte svarer: ’Fordi Han var Guds søn – vil de have lidt flere grøntærter, Madame!’

Netop som fortælling ændrer og former den verden inde i en proces, mens fakta kun kan registreres og intet hverken former eller ændrer. Fakta er lidt ligegyldige, for deres eneste funktion er at bekræfte os i vores virkelighedsopfattelse inden for en kausal tænkning, og den rummer ingen overraskelser – netop ikke.

Men omvendt kan vi ikke forestille os vores civilisation uden beretningen om opstandelsen som mysterium og åbning. Den har så at sige erobret vores del af verden som et løfte, en forjættelse, et håb, et langt videre perspektiv end vores blotte, individuelle død. Død er en beskaffenhed, men opstandelsen er liv og grøde – og den kan, klart nok, kun fejres ved forårstid, hvor naturen liver op igen og peger på, at vi udmærket kan gå – ikke kun fra liv til død – men også fra død til liv som forvandlingens ukendte mulighed.

Så hvis man holder sig til dette fortællingens faktum, så er han selvfølgelig opstået fra de døde, og vi fejrer det hvert forår med festgudstjeneste, med påskefrokost, med øl, hvor kyllingen bryder ud af ægget på etiketten, og med glæden over vældet af gule påskeblomster. Festen vækker Ham simpelthen til live, og så længe vi overholder festens rytme, er historien virksom – for alt samles i det menneskelige håb og forventningens fremadrettede glæde.

Og den historie har altid været fortalt, men vel at mærke under forskellige navne. For religionshistorisk er der vitterligt, at den menneskelige grundfortælling som et spejl lader guddommen under forskellige navne fødes, lide, dø og genopstå – netop et spejl for menneskets egen bane mellem fødsel, liv, død og håb. I vores afsnit af tidens uendelighed fortælles den som Kristi historie, og den appellerer til følelsen, ligesom den gør lidt nar af forstandens kølighed. Kan det nu passe? Nej, der kan ikke passe, men det gør det heldigvis alligevel. For Han er opstået som en førstegrøde, og påskemorgen peger på den kommende verdens liv. For Han er ikke her, Han er opstanden, men I skal se Ham igen. Glædelig påske.