Søndagens prædiken

Jul 1, 2018

5 trin 1 juli 2018

754, 441, to dåb, 352 – 147, 424, 726.

Mattæus 16,13-26.

Søndagen tilhøret apostlen Peter, for dagens tekster kredser om hans person, hans position og faktisk også hans arvefølge. Sådan som han er beskrevet i evangelierne er han egentlig en meget sammensat person, ulærd og temperamentsfuld, trofast og svigefuld, storslået og småbelærende – det hele på én gang.

Spændvidden fremgår også af dagens beretninger om dels Peters fiskefangst – eller dræt – som er et overflødighedshorns-under, der nærmest efterlader ham som en beskæmmet mand - at dette skulle overgå ham - og dels 2. rækkes ordveksling, hvor han udnævnes til den senere kirkes klippegrund, får nøglemagten, men også forbandes for at ville sit eget og ikke det, der er af Gud.

Hvad der egentlig skete i den allertidligste kristne menighed, véd vi egentlig ikke, for evangelisten Lukas, der også har forfattet skriftet ’Apostlenes Gerninger’ netop om begyndelsen, skriver langt senere, og hans tekst er stærkt tendentiøs. Her optræder Kristustroen som en dramatisk succeshistorie fra start af, og det kan næppe passe - i hvert fald ikke kronologisk.

Så hvis vi nøjes med det lidt, vi ved, er Jesus antagelig død ca. år 33, der har dannet sig små jødekristne menigheder i området, men der sker først for alvor noget, da Paulus kommer til og giver sig i kast med en egentlig hedningemission. Hans store breve, som udgør det teoretiske grundlag for kristendommen, er skrevet antagelig lige efter år 50, evangelielitteraturen kommer til efter år 70, og kun langsomt vokser kristendommen til, og den større folkelige opbakning skal vi nok helt frem i 200-tallet for at kunne registrere. Men i hvert fald: Peter og Paulus står for denne tidlige kirke som de to søjler, og traditionen fortæller, at de begge blev henrettet – selvfølgelig ved korsfæstelse - under den første større kristendomsforfølgelse i år 64 i Rom under kejser Nero. Så Paulus, der ikke har kendt den jordiske Jesus, står tilbage som teoretikeren, mens Peter, der netop har kendt Ham, står tilbage som praktikeren, kirkebyggeren.

Og for den romersk-katolske kirke er arven efter Jesus og Peter endda meget vigtig, fordi man hævder, at man i kraft af det, der kaldes den apostolske succession, altså arvefølge, har en direkte linje tilbage til Mesteren selv og præcis har Peters ’nøglemagt’ til at binde og løse, som teksten til i dag beskriver. Nøglemagt er et imponerende begreb, for man administrerer himlen på jord og jorden i himlen og hersker således over den synlige verden og den usynlige samtidigt, over det rationelle og det irrationelle på én gang og gør sig til overhøjhed begge steder. Og det kom til at passe, for ingen verdslig fyrste turde modsætte sig pavestolen i hele den lange Middealder i Europa; man kom simpelthen under band, og fik Helvede til udsigt, hvis man prøvede. Denne åndelige kirkemagt var enorm, og det kan godt være, at kirken ikke selv førte krig men foretrak at lade andre gøre det – som fx for korstogenes vedkommende - men det er nok karakteristisk, at biskop Absalon på sin krigerhest nede på Højbro Plads er afbilledet kun med en stridsøks og ikke med et slagsværd. Man skulle jo også værne om det rene og det hellige.

Opgøret med denne imponerende magtform har taget århundreder, havde sine dissidentagtige udslag i Middelalderen, fortsatte over renæssance, reformation, moderne videnskabelighed, oplysningstid, menneskerettigheder osv. Lang historie, men det er Europas historie.

Men problemet med nøglemagten er, at den vil begge dele, herske over jorden og herske over himlen og gøre det i ét førergreb. Det er faktisk holistisk tænkt eller er en helhedstænkning. Men dermed sætter man sig altså også ud over de grundlæggende skillelinjer, der er i verden, og det gør man ikke ustraffet. For vil man sætte sig ud over den moralske verdens lov, går der lynhurtigt korruption i de sædvanlige og grundlæggende moralske kategorier såsom godt og ondt, rigtigt og forkert, sandhed og løgn, rent og urent. Det er magten, der korrumperer, og åndsmagt har det endda med at ville definere verden, og hvis denne definition ikke længere kan skelne mellem de moralske grundbegreber – eller forveksler dem eller forbytter dem – bliver det helvede på jord, fordi den moralske orienteringssans får et knæk. Så kan godt blive til ondt og ondt til godt, sandhed til løgn og løgn til sandhed. Der er simpelthen forførelse i det, og den kan være meget effektiv, for den betryggende indbildning hos mennesket bliver så, at der er én sandhed, og at den giver entydigt svar på alle spørgsmål. Og alt andet er af løgn.

Der findes mange historiske eksempler på dette éndimensionale blik på verden både på det religiøse og det politiske overdrev - såsom de nazistiske jødeforfølgelser, holocaust, Stalins gulag og inkvisitionens storhedstid, hvor man ikke skyede noget middel i den gode hensigts og frelses navn. Bare dette at sige, at hensigten helliger midlet, har momentvis sat moralen ud af kraft eller i hvert fald relativiseret den. Så er resten et rent politisk spil om beherskelse af både det ydre og det indre.

Og dét er problemet med nøglemagten, og det er ikke for ingenting, at pavestolen i sit banner fører Skt. Peters nøgler. For denne udprægede katolske selvbevidsthed om at have nøglemagten er denne kirkes ’Sitz im Leben’ i tid og rum. At den så i moderne tid er svundet betydeligt ind, er et resultat af det, man historisk set kalder ’moderne tid’, perioden fra ca. 1500 og frem. Men som fænomen har nøglemagten sine absolutistiske arvtagere, der netop vil beherske helheden, der ydre og det indre, det synlige og det usynlige.

Men hvis min påstand er rigtig, at en sådan helhedstænkning har det med reelt at sætte sig ud over moralen, så er det måske ikke så mærkeligt, at disse systemer hver gang er blevet demonteret ved blive taget på det moralske set forkerte ben. De er hver gang blevet indhentet af denne grundskelnen mellem godt og ondt, som er den menneskelige bevidsthed adelsmærke. For inkvisitionen pinte og dræbte folk for deres frelses skyld – mente de selv – men det var et magtudtryk. Stalins folk pinte og dræbte mennesker for den revolutionære sandheds skyld – mente de selv – men det var unægtelig overgreb. De nazistiske mellemledere mente selv, at de havde deltaget i en rotteudryddelse, men erklærede, stillet over for skyldsspørgsmålet, at de kun havde handlet efter ordre.

Jeg påpeger blot problemet som værende helt generelt og kronisk i udbrud, men man kan ikke bebrejde hverken Peter eller evangelistens tekst for senere historiske følger af det dengang introducerede begreb om nøglemagt. For her gives koblingen mellem det jordiske og det himmelske til en person, som fremstilles som utrolig sammensat, men også ærlig i sit udtryk. Og hvis jeg selv skal sammenfatte spændet i Peters person, som den er gengivet i evangelielitteraturen, så er han spontan, han er umiddelbar, han er direkte – nærmest til det troskyldige, for det synes ikke at være skjulte dagsordener eller andre manipulatoriske beregninger på tale.

Han beskrives som en mand af hjerte, og så overlader vi forstanden til Paulus. Men det er måske også en god arbejdsdeling mellem to arketyper, hjertet og forstanden personificeret, der har båret den kristne overlevering. At den så er misbrugt mange gange er en anden historie. Men det er perversionens kroniske mulighed. Så man kan spørge, om ikke den lås, nøglen skal sættes i, er tilgivelsens. Kan man give den og/eller kan man tage imod den? Det kan man kun spørge sig selv om, men så har vi alle sammen nøglen til kærlighedens gerninger. Og kærlighedens gerninger er det rige, der genkendes både på jord og i himmel som spejle, der ikke forvrænger men ligner og er hinandens. Amen.