Søndagens prædiken

Aug 12, 2018

11 trin 12 august 2018

192, 441, konf., 479 – 46, 474, 747.

Lukas 7, 36-50.

I virkeligheden er det en højst besynderlig tekst, fordi sceneriet er så voldsomt – det er i hvert fald ikke i overensstemmelse med den middagstone og ditto ageren, som man kan finde hos Emma Gad. Nu er middagsselskaber i det sydlige som oftest mere løse eller mere tvangfri, end vi er vant til, men det er alligevel en scene, der kan noget mere, når byens skøge kaster sin stærke, velduftende og grædende kærlighed over mesteren selv, mens alle andre noget forundret ser til, værten inklusive. Nu er det ikke selve scenen, der synes at genere værten, men kvindens sociale status – for en profet burde vide bedre. Men det er, som vi alle véd, netop én af pointerne ved Jesus-skikkelsen, at han til almen forargelse omgås de forkerte og er ’ven med toldere og syndere’, som det normalt betegnes.

Nu er synden et centralbegreb i vores meget lange og dybe religiøs-moralske tradition. Hvids man skal sige det helt generelt. så er synd det forkerte, det skæve, det brudte og forbundet med anger og selvsorg. Det er en mental tilstand, som er vanskelig at omgås. Men netop den indirekte reaktion ved dagens middagsbord oven på scenen, angiver måske en gavnlig vinkel på fænomenet. For gæsterne undrer sig over, at et menneske kan tillade sig at tilgive et andet menneske dette menneskes synder – hvilke de så end er. Forudsætningen for denne reaktion hos gæsterne er, at kun Gud – kun Han og ingen andre - kan tilgive mennesket dets mulige synder – ikke et andet menneske.

Og så er jeg vist nede i det religiøs-moralske maskinrum. For i den jødiske tradition er det sådan, at menneskelivet er nøje reguleret af først Moseloven som Guds lov, og dernæst af den tradition, der kronisk fortolker på loven og dens udsagn. Loven kan gøres op i en række påbud og forbud, der dækker normallivet, hvorfor den regelrette jøde i princippet kan leve et syndfrit liv, for man véd på forhånd, hvad der er synd, og hvad der ikke er. Nøjagtig samme tradition har altid været fremherskende i den muslimske verden, hvor det regelrette liv fremgår af Koranen, af Moseloven, som islam fuldt anerkender, og af den løbende fortolkning – for verden ændrer sig nu engang, og den bevægelse skal den retslærde tradition, både den jødiske og den muslimske, tage højde for. Det er opgaven, og den er kronisk.

Inden for kristenheden stiller syndsbegrebet sig noget anderledes, også fordi Jesus selv udtrykte en voldsom kritik af den mere rigoristiske lovopfattelse og dermed også af synden som en skelnen mellem ret og uret, rigtigt og forkert. Jesus havde det selv med at tilgive andre deres synder, uden at disse blev yderligere specificeret, ligesom Han antog en gudsmyndighed som Tilgiver. Så synden blev i den kristne tradition en væsentlig mere vanskelig sag at omgås, men skal jeg sige det ultra kort, så udviklede den stormægtige katolske kirke over hele Middelalderen et omfattende bods- og angersystem, for der var nogle synder, kirken kunne tilgive, og der var andre synder, som kun Gud kunne tilgive – med henvisning til Dommens dag. I alt bevaredes en nøje definition af, hvad synd var, og hvad den ikke var. Og definitionen var – og er såmænd - afhængig af en gudsautoritet, som i jødedom og islam administreres af de retslærde skoler, og i kristen sammenhæng siden blev administreret af kirkens guddommelige myndighed – men som teoretisk sættes fri af den store reformation. Når jeg tillader mig at kalde reformationen ’stor’, så er det simpelthen fordi, den teologiske indsigt kæmpede for menneskets enestående ret til at stå lige for sin Gud og Skaber, og netop ikke længere behøvede en autoritativ melleminstans i form af en kirke med guddommelig myndighed – endsige en retslærd autoritet. Det var så som så med udmøntningen af denne frihed, for verden bevæger sig langsomt, men efter mine begreber fødes den moderne verden ved at individet står frit og må klare sig over for verden. Kald verden Gud eller kald den noget andet – det afgørende er, at fritstillingen er ansvarsforpligtende. For andre kan ikke – netop ansvarsfuldt - fortælle dig og mig, hvad der er ret og uret, op eller ned, men du og jeg må selv afgøre det og dermed påtage sig ansvaret for sig selv – og for verden, som er din og min sammenhæng. Deraf må det komme, at synden ikke længere kun kunne kan rubriceres inden for en afregningsmodel, administreret af andre, men bliver til dit og mit eget problem, hvilket afleder en dynamisk effekt mellem tilstrækkelighed og utilstrækkelighed. Den moderne synd er ikke, om noget er rigtigt eller forkert, men koncentrerer sig om oplevelsen af egen tilstrækkelighed eller utilstrækkelighed, bliver til at spil mellem tørsten efter at stå ren og så erkendelsen af alt det, der også klæber ved selvoplevelsen, hvilket i hvert fald andre kan se, hvis man ikke kan det selv.

Hvis det er rigtigt, er synden et selvproblem og set sådan flagrer tilgivelsen også i luften. For der eksisterer ikke en autoritær instans, der kan tilgive synden, og der er ikke noget medmenneske, der kan gøre det – hvis det ikke var for følelsen.

Og her vil jeg lige føre Thomas Mann i marken. For han siger i forbindelse med en diskussion om den fuldendte skønhed, som lige så godt kan være en diskussion om det perfekte menneske, det lykkelige liv eller den fuldkomne livsstil – han siger, at ’hvis der ikke er noget at tilgive, vender følelsen sig gabende bort’. Gabende? – gabende af kedsomhed. Jeg skulle mene, at denne bemærkning meget godt illustrerer dagens scene, for kvinden udøser sin følelse over Ham, og alle er berørt, og Mesteren kvitterer ved at tilsige hende hendes synders forladelse – hvilke disse end måtte være. For hun kan have mange kvaler, teksten afslører det ikke, mens selskabets vært, farisæeren, nok synes at kunne afgøre, hvori hendes syndighed måtte bestå. Han – og gæsterne – vil overlade det til Den Almægtige, om byens skøge bliver tilgivet sin virksomhed, mens Jesus tilgiver hende alt for sin udfarende kærligheds skyld. For hun har elsket meget og viser det over for Ham. Hvis hun ikke havde elsket så meget, var der ikke så meget at tilgive. Og det er medmennesket, der kommer hende i møde – ikke den autoritære afregning.

Men det pudsige er så – inden for tekstens rammer – at Jesus netop argumenterer med en kasseregning. Hvem skylder mest, ham med de fem fundrede denarer og ham med de halvtreds? Eller rettere: Hvem elsker mest? Det gør stor-skyldneren. Lige præcis på det punkt, vil jeg tillade mig at tvivle. For det kan udmærket være, at den lille skyldner føler sig grebet af væsentlig større taknemlig end den store skyldner. Vi ved det ikke. Så der er et spænd mellem afregningen af målelige størrelser og følelsens engagement. For vi behøver ikke at antage, at størrelsen af alabastkrukken med olie er proportionalt lige med antallet af kunder i hendes butik. Hun kan jo bare have haft det svært og søger derfor sin Gud. Hun viser Ham et overflødighedshorn af følelse, og Han gengælder hende med tilstrækkelighedens og barmhjertighedens gave. Sagt jævnt: Du er god nok. Du er elsket.

Dette er vel i al sin enkelhed tilgivelsens og kærlighedens tale, frelsens løfte. At følelsen er tilgivelsens forudsætning – og ikke afregningen mellem fortjeneste og straf – er vel Kristustroens nyskabelse i verden, for Han blev kærlighedens ikon i vores tradition for det søgende menneske, der er spændt ud mellem sorg og glæde, lykke og ulykke, medgang og modgang. Inden for denne dialektik i verdens udtryk må målet være, at du og jeg undslipper den kontante afregning, for den slipper ingen af os nådigt fra alligevel, men at vi kan hengive os til det tilsagn, som Jesus giver kvinden: Din tro har frelst dig – og troen er ikke en dogmatisk eksercits, men er en tro på, at kærligheden tilgiver alt, bærer over med alt, overkommer alt – og frelser os. Måske kan man sige det sådan med kvinden og hendes alabastkrukke in mente, at ’skønheden skal frelse os’ – og at dét er længslen. Amen.