Søndagens prædiken

sep 15, 2018

15 trin 9 september 2018


12, 750, to dåb, 41 – 165, 473, 8.

Lukas 10, 38-42.


Det er egentlig en pudsig lille fortælling, denne om Martha og Maria, for den er så enkel og jordnær og genkendelig. En fortravlet værtinde, der sikkert gerne vil gøre det så godt som muligt, og så en søster, der foretrækker de lidt mere åndelige sysler, nemlig at sidde og høre på deres gæst. Man fornemmer en eller anden mild intimitet mellem de to, som de sidder der fordybet i hinanden, mens søster Martha bliver mere og mere irriteret og skramler hårdt med sine potter og pander. Nu er det oplagt, at søndagens tekster kredser omkring bekymringen som fænomen, og moralen er rimelig oplagt: At man ikke bør bekymre sig. Nu kender jeg ikke noget menneske, der ikke gør det på et eller andet niveau, for bekymringen er en del af vores bevidste liv og kan ikke sådan bare moraliseres bort. Men man kan overdrive bekymringen ligesom man kan underdrive den. At ville eliminere den, er ikke just realistisk. Man kan også søge at skelne mellem, hvad der er væsentligt at bekymre sig om, og hvad der er mindre væsentligt at bekymre sig om. Det er alt sammen afvejninger.
Men der er også et andet pudsigt træk ved historien. Vi aner ikke, hvad der er foregået mellem Maria og så Jesus, vi ved ikke, hvad de taler om – eller om Han blot belærer hende. Og om hvad? Der er ingen saglighed i det her. Teksten handler kun om koncentrationen omkring Jesu person. Er det rimeligt? Men det fremgår tydeligt af den Brorson-salmeoversættelse, vi skal synge efter prædikenen på dens egne særegne melodi, og den er oplagt et stykke vækkelsespoesi af den lidt tidlige pietistiske type. Der er en inderlighed i den, som man fra moderne hold nok kan smile lidt af, men Brorson har det heldigvis med at slippe godt fra denne smagende følsomhed over for Jesu person, for han er en stor digter.
Nu er jeg ikke selv nogen synderlig pietist, og jeg mener såmænd nok, at en del af disse vækkelser udartede til en overfølsomhed, som kunne blokere for det almindelige rationale og den mere sunde dømmekraft - men man kan ikke tage fra kristendommen, at denne religion i sit inderste væsen er Kristus-centreret. Den kristne forkyndelse handler egentlig ikke om at få folk til at tro på Gud, men om at få folk til at tro på Jesus af Nazareth som Kristus, Guds Søn og verdens frelser. Gud er egentlig bare forudsætningen for verden, og det har forekommet alle meget ligefremt helt frem til moderne tid. Og spørger I jøden i dag, så er Guds eksistens ikke noget issue, og det samme gælder muslimen – Gud er i al sin usynlighed, og der er slet ikke noget at diskutere. Hverken jødedom eller islam har noget egentlig tros-begreb. De tror ikke, for Gud er. Det samme kan man sådan set også sige om kristendommen i den lidt ældre udgave, og alligevel har kristendommen fra sin fødsel af haft et trosbegreb – men det er i forhold til Jesu person, ikke til Gud. For du og jeg kan kun tro, at Jesus er Guds Søn, vi kan ikke vide det, og det er sagligt set heller ikke særligt indlysende – bortset fra at vi i vores civilisation så at sige har fået det ind med den religiøst-kulturelle modermælk. Men det er faktisk en anden historie. For i jødedom – og siden i islam – er der absolut forskel på Gud og menneske, hvorfor det var gudsbespotteligt at hævde, at et givent menneske var eller er Gud lig. Jesus blev også henrettet for det, og den oprindelige kristne påstand, at netop Han, den korsfæstede, var Guds Søn og i den egenskab opstået fra de døde, har forekommet samtiden helt absurd og nærmest latterlig.
Så inden for Det ny Testamentes rammer er troen på Jesus som Kristus, Guds Salvede, faktisk et ’troens spring’, hvis jeg må bruge dette kierkegaardske udtryk. For for Paulus, den første kristne skribent, var og er Gud rykket helt tæt på sit menneske ved selv at gøre sig til menneske og gæsteoptræde på denne verdens scene. Men denne fremtoning var selvsagt ikke indlysende – og dén stilfigur kan man følge i Paulus’ breve og i evangelielitteraturen. Problemet er hele tiden, om Han er Guds åbenbaring eller Han ikke er det. Dét er troens problem. Gud selv er det ikke. Men når vi i den moderne verden bøvler med troen, så er det normalt troen på Gud, der er problemet, fordi den naturvidenskabelige og positivistiske tankegang har lagt sig imellem, og den blokerer for den sansevæg, hvorigennem de gamle kunne registrere både en oververden og en underverden. Hvis man skal være lidt polemisk, kan man sige, at der er tale om en forkortning af virkeligheden, hvis den kun kan måles og vejes og registreres fysisk. Menneskets følelses- og sanseoplevelse er noget mere avanceret end dét. Og selve intellektet vil altså også søge ud over sine egne grænser, hvis man da ikke også er ånds-forkortet.
Så jeg vil egentlig – sammen med min egen ældre tradition, sammen med jøden og sammen med muslimen – hævde, at Guds eksistens ikke er noget problem, for Han er personordet for verden, Han er virkeligheden i dennes høje og ubegribelige majestæt, og Han er slet ikke nogen forklaring på noget som helst, som netop fysikken kræver det. Han er, for Han er forudsætningen for verden. Om Han opretholder den, kan vi skændes lidt om, men det skulle jeg mene, hvis man opfatter Gud som kraften bag alt.
Men lige præcis derfra er der altså et ’troens spring’ til scenen hos Martha og Maria. For Martha har fået en gæst – og Han kan være nok så fin en profet, der skal vartes op – men Maria har mødt sin Gud in persona. Det udgør en væsentlig forskel. Så bliver dette møde noget vigtigere end bekymringen over middagsmåltidet og Marthas irritationer, selv om vi bør hjælpe hinanden.
Dette at møde Jesus personligt har været et væsenstræk ved de religiøse vækkelser, der har præget den protestantiske verden fra hen i 1600-tallet og frem til midten af 1900-tallet – og stadig er virksomme visse steder, ikke mindst i Amerika. Jeg er noget tøvende over for fænomenet, for det kunne avle en frelsesbevidsthed, som satte skel mellem de frelste og de fortabte – og jeg synes nok, at man skal overlade frelsen til vores Gud i stedet for at mene sig berettiget til at administrere den selv. Og vi er altså i et krydsfelt mellem projektion og objektivitet, som ingen kan afgøre alligevel. Men der er også mange, der har haft visioner af Den Opstandne, uden at det er andet end visioner, og så lever Han iblandt os som den usynlige og dog genkendelige. Dét er jeg meget mere med på, ligesom jeg forstår sammenhængen, når Han jævnligt viste sig i koncentrationslejrene under krigen, for så handler det i hvert fald om Guds nærvær i det menneskelige – og netop under de mest nedværdigende omstændigheder, fangerne til trøst.
Så Hans levende nærvær i Marthas hus, i kirkens hus, under særlige omstændigheder, er oplagt troens sprog. Og det skal man ikke kimse af. For det ophæver forskellen mellem Gud og mennesker- om end glimtvis. Men hverken jøden eller muslimen kender et sådant nærvær, men de taler begge med deres Gud. Men forskellen mellem Gud og mennesker gør i disse fætterreligioner, at der må være en ’vej’ til Gud. Det er selveste sharia-princippet, hvor man som from jøde eller muslim må finde vejen til Gud. Det behøver den kristne sådan set ikke, for Kristus er selve ’vejen’. At tro Kristus som Vejen, Sandheden og Livet kræver ingen særlige øvelser, ingen selvkamp, intet besvær med lovoverholdelsen – for troen er tiltro og tillid til, at Han er iblandt os og er det som dem, vi er, og at vi er elsket som dem, vi er. Det kan lyde lidt urealistisk, men sådan er troen heldigvis, for den søger både følelsesmæssigt og intellektuelt ud over sine egne grænser – og lever med uvisheden og tvivlen.
Men sådan er det i alle de forhold, hvor vi prøver kræfter med det, vi kun kan have tillid til – og ikke vide noget om. Maria har prøvet kræfter med sin hengivenhed for Ham, Martha har prøvet kræfter med sin egen rolle som værtinde. Martha har haft det værst, for hun kendte sin rolle, mens Maria må være faldet tilbage i en form for nydelse. Amen.

15 trin 090918

12, 750, to dåb, 41 – 165, 473, 8.

Lukas 10, 38-42.

Det er egentlig en pudsig lille fortælling, denne om Martha og Maria, for den er så enkel og jordnær og genkendelig. En fortravlet værtinde, der sikkert gerne vil gøre det så godt som muligt, og så en søster, der foretrækker de lidt mere åndelige sysler, nemlig at sidde og høre på deres gæst. Man fornemmer en eller anden mild intimitet mellem de to, som de sidder der fordybet i hinanden, mens søster Martha bliver mere og mere irriteret og skramler hårdt med sine potter og pander. Nu er det oplagt, at søndagens tekster kredser omkring bekymringen som fænomen, og moralen er rimelig oplagt: At man ikke bør bekymre sig. Nu kender jeg ikke noget menneske, der ikke gør det på et eller andet niveau, for bekymringen er en del af vores bevidste liv og kan ikke sådan bare moraliseres bort. Men man kan overdrive bekymringen ligesom man kan underdrive den. At ville eliminere den, er ikke just realistisk. Man kan også søge at skelne mellem, hvad der er væsentligt at bekymre sig om, og hvad der er mindre væsentligt at bekymre sig om. Det er alt sammen afvejninger.

Men der er også et andet pudsigt træk ved historien. Vi aner ikke, hvad der er foregået mellem Maria og så Jesus, vi ved ikke, hvad de taler om – eller om Han blot belærer hende. Og om hvad? Der er ingen saglighed i det her. Teksten handler kun om koncentrationen omkring Jesu person. Er det rimeligt? Men det fremgår tydeligt af den Brorson-salmeoversættelse, vi skal synge efter prædikenen på dens egne særegne melodi, og den er oplagt et stykke vækkelsespoesi af den lidt tidlige pietistiske type. Der er en inderlighed i den, som man fra moderne hold nok kan smile lidt af, men Brorson har det heldigvis med at slippe godt fra denne smagende følsomhed over for Jesu person, for han er en stor digter.

Nu er jeg ikke selv nogen synderlig pietist, og jeg mener såmænd nok, at en del af disse vækkelser udartede til en overfølsomhed, som kunne blokere for det almindelige rationale og den mere sunde dømmekraft - men man kan ikke tage fra kristendommen, at denne religion i sit inderste væsen er Kristus-centreret. Den kristne forkyndelse handler egentlig ikke om at få folk til at tro på Gud, men om at få folk til at tro på Jesus af Nazareth som Kristus, Guds Søn og verdens frelser. Gud er egentlig bare forudsætningen for verden, og det har forekommet alle meget ligefremt helt frem til moderne tid. Og spørger I jøden i dag, så er Guds eksistens ikke noget issue, og det samme gælder muslimen – Gud er i al sin usynlighed, og der er slet ikke noget at diskutere. Hverken jødedom eller islam har noget egentlig tros-begreb. De tror ikke, for Gud er. Det samme kan man sådan set også sige om kristendommen i den lidt ældre udgave, og alligevel har kristendommen fra sin fødsel af haft et trosbegreb – men det er i forhold til Jesu person, ikke til Gud. For du og jeg kan kun tro, at Jesus er Guds Søn, vi kan ikke vide det, og det er sagligt set heller ikke særligt indlysende – bortset fra at vi i vores civilisation så at sige har fået det ind med den religiøst-kulturelle modermælk. Men det er faktisk en anden historie. For i jødedom – og siden i islam – er der absolut forskel på Gud og menneske, hvorfor det var gudsbespotteligt at hævde, at et givent menneske var eller er Gud lig. Jesus blev også henrettet for det, og den oprindelige kristne påstand, at netop Han, den korsfæstede, var Guds Søn og i den egenskab opstået fra de døde, har forekommet samtiden helt absurd og nærmest latterlig.

Så inden for Det ny Testamentes rammer er troen på Jesus som Kristus, Guds Salvede, faktisk et ’troens spring’, hvis jeg må bruge dette kierkegaardske udtryk. For for Paulus, den første kristne skribent, var og er Gud rykket helt tæt på sit menneske ved selv at gøre sig til menneske og gæsteoptræde på denne verdens scene. Men denne fremtoning var selvsagt ikke indlysende – og dén stilfigur kan man følge i Paulus’ breve og i evangelielitteraturen. Problemet er hele tiden, om Han er Guds åbenbaring eller Han ikke er det. Dét er troens problem. Gud selv er det ikke. Men når vi i den moderne verden bøvler med troen, så er det normalt troen på Gud, der er problemet, fordi den naturvidenskabelige og positivistiske tankegang har lagt sig imellem, og den blokerer for den sansevæg, hvorigennem de gamle kunne registrere både en oververden og en underverden. Hvis man skal være lidt polemisk, kan man sige, at der er tale om en forkortning af virkeligheden, hvis den kun kan måles og vejes og registreres fysisk. Menneskets følelses- og sanseoplevelse er noget mere avanceret end dét. Og selve intellektet vil altså også søge ud over sine egne grænser, hvis man da ikke også er ånds-forkortet.

Så jeg vil egentlig – sammen med min egen ældre tradition, sammen med jøden og sammen med muslimen – hævde, at Guds eksistens ikke er noget problem, for Han er personordet for verden, Han er virkeligheden i dennes høje og ubegribelige majestæt, og Han er slet ikke nogen forklaring på noget som helst, som netop fysikken kræver det. Han er, for Han er forudsætningen for verden. Om Han opretholder den, kan vi skændes lidt om, men det skulle jeg mene, hvis man opfatter Gud som kraften bag alt.

Men lige præcis derfra er der altså et ’troens spring’ til scenen hos Martha og Maria. For Martha har fået en gæst – og Han kan være nok så fin en profet, der skal vartes op – men Maria har mødt sin Gud in persona. Det udgør en væsentlig forskel. Så bliver dette møde noget vigtigere end bekymringen over middagsmåltidet og Marthas irritationer, selv om vi bør hjælpe hinanden.

Dette at møde Jesus personligt har været et væsenstræk ved de religiøse vækkelser, der har præget den protestantiske verden fra hen i 1600-tallet og frem til midten af 1900-tallet – og stadig er virksomme visse steder, ikke mindst i Amerika. Jeg er noget tøvende over for fænomenet, for det kunne avle en frelsesbevidsthed, som satte skel mellem de frelste og de fortabte – og jeg synes nok, at man skal overlade frelsen til vores Gud i stedet for at mene sig berettiget til at administrere den selv. Og vi er altså i et krydsfelt mellem projektion og objektivitet, som ingen kan afgøre alligevel. Men der er også mange, der har haft visioner af Den Opstandne, uden at det er andet end visioner, og så lever Han iblandt os som den usynlige og dog genkendelige. Dét er jeg meget mere med på, ligesom jeg forstår sammenhængen, når Han jævnligt viste sig i koncentrationslejrene under krigen, for så handler det i hvert fald om Guds nærvær i det menneskelige – og netop under de mest nedværdigende omstændigheder, fangerne til trøst.

Så Hans levende nærvær i Marthas hus, i kirkens hus, under særlige omstændigheder, er oplagt troens sprog. Og det skal man ikke kimse af. For det ophæver forskellen mellem Gud og mennesker- om end glimtvis. Men hverken jøden eller muslimen kender et sådant nærvær, men de taler begge med deres Gud. Men forskellen mellem Gud og mennesker gør i disse fætterreligioner, at der må være en ’vej’ til Gud. Det er selveste sharia-princippet, hvor man som from jøde eller muslim må finde vejen til Gud. Det behøver den kristne sådan set ikke, for Kristus er selve ’vejen’. At tro Kristus som Vejen, Sandheden og Livet kræver ingen særlige øvelser, ingen selvkamp, intet besvær med lovoverholdelsen – for troen er tiltro og tillid til, at Han er iblandt os og er det som dem, vi er, og at vi er elsket som dem, vi er. Det kan lyde lidt urealistisk, men sådan er troen heldigvis, for den søger både følelsesmæssigt og intellektuelt ud over sine egne grænser – og lever med uvisheden og tvivlen.

Men sådan er det i alle de forhold, hvor vi prøver kræfter med det, vi kun kan have tillid til – og ikke vide noget om. Maria har prøvet kræfter med sin hengivenhed for Ham, Martha har prøvet kræfter med sin egen rolle som værtinde. Martha har haft det værst, for hun kendte sin rolle, mens Maria må være faldet tilbage i en form for nydelse. Amen.